Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Øgaderne får blomstrende fortovshaver

Et forsøg med blomsterkrukker og klatreplanter i Øgadekvarteret skal gøre området smukkere.

16. maj 2023
  • Læs op

Indhold

    Krukker langs husmurene og klatreplanter op ad murværket. Det er fremtiden for mange flere facader i Øgadekvarteret. De har nemlig kontaktet Teknik og Miljø med ønsket om flere blomster i gaderne, og det er endt i et etårigt forsøg, hvor beboere i Øgaderne får lov at bryde asfalten op i mindre felter langs husmurene for at plante klatreplanter og placere blomsterkrukker på fortovet.

    "Det er oplagt at trække det grønne helt ind i byen og skabe små grønne oaser lige udenfor gadedøren. Det her initiativ er med til at gøre Aarhus smukkere, og jeg er sikker på, det giver værdi både for beboerne selv men også for alle dem, der går forbi på gaden", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Ideen til blomsterinitiativet kommer fra Teknik og Miljøs frøpulje, som sidste år donerede blomsterfrø til omlægning af 33.500 m2 græsplæner fordelt over hele kommunen. ”Men hvad med os i brokvartererne?” spurgte Midtbyens Fællesråd. Det gav anledning til dialog og er altså endt med en etårig forsøgsperiode i Øgadekvarteret.

    "Jeg glæder mig til at få mere liv ind i gaderne med farver, dufte og summende insekter. Forhåbentlig kan det få flere til at gå på opdagelse i kvarteret og give et løft til beboerne, fordi vores gader bliver mere interessante at opholde sig i", siger Vibeke Skjøttgaard, bestyrelsesmedlem i Midtbyen Fællesråd.

    Forsøget skydes i gang med en fælles plantedag d. 22. maj.

    Når forsøgsperioden slutter til nytår, skal forsøget evalueres.