Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Bremser du? Eller tager du liiige chancen?

Alt for mange trafikanter kører over for det gule eller det røde lys i Aarhus. Det kan tydeligt aflæses i ulykkesstatistikken. I cirka halvdelen af alle ulykker i signalregulerede kryds er en trafikant kørt over for gult eller rødt lys.

15. maj 2023
  • Læs op

Indhold

    Det kan have alvorlige konsekvenser at ignorere færdselsloven og køre over for gult eller rødt lys. Derfor sætter Aarhus Kommune igen fokus på gul- og rødkørsel med kampagnen Brems for gult.

    "Vi har et fælles ansvar for hinanden i trafikken. Hvis man speeder op og lige tager en chance i stedet for at bremse op for gult – eller rødt - lys, så risikerer man både egen og andres trafiksikkerhed. Det er ret enkelt - både gult og rødt lys betyder, at man skal bremse op", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø

    I 2023 fokuserer kampagneindsatsen især på at være synlige tæt på de situationer, hvor det ofte går galt. De aarhusianske trafikanter vil således blandt andet kunne møde kampagnens budskab som grafik på asfalten i nogen af byens mest uheldsbelastede kryds, som plakater i byrummet og som folierede bagender på busser de kommende uger.


    3436 rødkørsler på 21 dage
    Rådmand Nicolaj Bang og resten af Aarhus Byråd har længe ønsket at få gang i et forsøg med rødkørselskameraer i krydset ved Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej. Forsøget afventer dog stadig Rigspolitiet.
    Som en forberedelse til forsøget har kommunen lagt spoler i begge retninger på Ringvejen. De første 21 dage i marts registrerede spolerne intet mindre end 3.436 rødkørsler i krydset.

    "Sammen med vores ulykkesstatistikker dokumenterer antallet af rødkørsler i krydset ved Edwin Rahrs Vej og Åby Ringvej med al tydelighed, at vi har brug for tiltag, der kan være med til at øge trygheden og trafiksikkerheden i krydsene i Aarhus Kommune. Kampagneindsatser som Brems for gult er et af de værktøjer, vi kan bruge, mens vi venter på rødkørselskameraerne", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Fakta
    I perioden 2017 til 2021 er der registreret 1106 uheld i signalregulerede kryds i Aarhus Kommune. I 530 af disse uheld er der registreret gul- eller rødkørsel fra mindst én af de involverede parter.

    Kampagnen afvikles i perioden 15. maj – 9. juni. Kampagnen planlægges gentaget i efteråret

    Kampagneelementer i foråret:

    • Asfaltgrafik i følgende kryds:
      - Hasle Ringvej/Herredsvej
      - Vestre Ringgade/Viborgvej
      - Åby Ringvej/Jernaldervej
      - Vester Ringgade/Silkeborgvej
      - Åby Ringvej/Dr. Holst Vej
      - Åby Ringvej/Edwin Rahrs Vej
      - Marselis Boulevard/Skanderborgvej
      - Skanderborgvej/Rosenvangs Allé/Christian X’s Vej
      - Søren Frichs Vej/Vester Ringgade
      - Åby Ringvej/Silkeborgvej
    • Vejkantstavler
    • Folierede busbagender
    • Indsats på sociale medier

      Læs mere på Bremsforgult.dk