Gå til hovedindhold
Nyheder fra Teknik og Miljø

Rådmand klar med arealerne til de to første geotermiske anlæg i Aarhus

Aarhusianerne kommer nu et skridt tættere på at kunne få fjernvarme fra jordens indre. Byrådet har netop godkendt salget af arealerne til de to første anlæg.

27. apr. 2023

Indhold

    Om bare få år vil aarhusianerne kunne få fjernvarme direkte fra undergrunden. Målet er syv geotermiske anlæg, der skal dække 20 pct. af aarhusianernes varmebehov. Første skridt på vejen er etablering af de første to, som skal ligge på Sumatravej i Sydhavnen og på Skejbyvej i Skejby.

    Begge arealer er i dag ejet af Aarhus Kommune. Derfor havde Teknik- og Miljørådmand Nicolaj Bang bedt byrådet om grønt lys til at sælge arealerne til Kredsløb, så anlægsarbejdet kan gå i gang allerede senere i år.

    "Når de syv anlæg er i drift, vil de tilsammen være det største varmeanlæg i Europa. Så det er jo et storskalaprojekt på den helt høje klinge. Jeg er meget stolt af, at Aarhus går forrest i den grønne omstilling og sikrer grøn og lokal fjernvarme til vores borgere", siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

    Ifølge Kredsløb og Innargi, som er bygherrer på projektet, vil anlægget i Skejby kunne stå klar allerede i 2025, og anlægget på havnen i 2027.

    Helt færdigt i 2029

    Teknik og Miljø er allerede nu i dialog med Kredsløb om salg af flere kommunale arealer til de resterende fem geotermiske anlæg, så det samlede anlægssystem kan være færdigt ved udgangen af 2029.

    "Jeg vil gerne være med til at understøtte, at Aarhus er et sted, hvor vi prøver nye klimavenlige løsninger af, som resten af verden får lyst til at gøre efter. Derfor har vi et rigtig godt samarbejde med Kredsløb om at sikre de arealer, som vil kunne realisere de sidste anlæg i Aarhus", siger Nicolaj Bang.

    Salget af de to kommunale grunde er betinget af, at prøveboringerne viser et tilstrækkeligt stort geotermisk varmepotentiale. Derudover skal Ankestyrelsen godkende kommunens ansøgning om at dispensere fra at sende arealerne i udbud.

     

    Illustrationer: Kredsløb.