Gå til hovedindhold
Teknik og Miljø

Amtssygehusets ’hjerte’ er solgt - bliver hjem til unge, ældre og børnefamilier

Aarhus Byråd har onsdag aften godkendt endnu et salg på Amtssygehuset. Den store, centrale sengebygning skal bevares og moderniseres, så den historiske bygning vækkes til live igen.

27. apr. 2023
  • Læs op

Indhold

    Det vindende projekt balancerer den svære opgave at bevare og transformere sengebygningen, hvor mange aarhusianere har været indlagt gennem årene, til moderne og velfungerende boliger. Samtidig opføres to nye, moderne u-formede boligkarréer med respekt for historien.

    Samlet skabes cirka 430 nye hjem i de tre bygninger til både unge, ældre og børnefamilier i centrum af Aarhus. Det bidrager til den igangværende forvandling af området fra sygehus til et mangfoldigt bykvarter.

    "Vi skal og vil fastholde kvaliteten i de områder og bygninger, der giver Aarhus sin helt særlige stemning. Amtssygehuset er derfor nu selv blevet en meget vigtig patient med dets unikke arkitektur, historie og betydning for mange aarhusianere. Vi stiller meget høje krav til omdannelsen af den store, flotte sengebygning, som har stået her fra begyndelsen i 1935, og det glæder mig, at vinderprojektet viser den og omgivelserne stor respekt, mens vi skaber attraktive hjem til både unge, ældre og børnefamilier centralt i Aarhus", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    I september 2018 forlod den sidste patient Amtssygehuset efter 83 års hospitalsdrift. Herefter blev Udviklingsplanen for Amtssygehuset skabt sammen med blandt andet borgere og en række andre interessenter med stærke ønsker om at bevare flere af de gamle hospitalsbygninger.

    "Ved at bevare og omdanne flere af de historiske bygninger sikrer vi også, at de mange glæder, sorger, frustrationer og lettelser, som bygningerne og området har indkapslet gennem årtier fra patienter, pårørende og ansatte, får et hjem mange år endnu – og det føles helt rigtigt", siger Nicolaj Bang, rådmand, Teknik og Miljø.

    Det er Aarhus Udbud 2 P/S, der tæller pensionsselskabet PenSam og totalentreprenør Raundahl & Moesby, som er vinder af udbuddet blandt flere tilbud. Vinderprojektet rummer boliger i varierede størrelser med fokus på blandede naboskaber på tværs af familier og by-singler samt på tværs af generationer. I en fælles udtalelse udtaler PenSam og Raundahl & Moesby:

    "Vi er meget bevidste om, at det gamle amtssygehus er et sted, som betyder noget for mange aarhusianere, og derfor er det også et særligt privilegie at få lov til videreudvikle det. De planer, der er lagt, vil betyde, at området bliver en helt ny og grøn bydel med et attraktivt miljø for de kommende beboere. Og for etape to har vi især fokus på social bæredygtighed, reduktion af CO2-udledning, det cirkulære byggeri og biodiversiteten – både i udviklingsfasen og i det færdige resultat. Derudover er det en gave for et boligområde, at der allerede er så meget historie og DNA fra start i form af de gamle og ikoniske bygninger", siger PenSam og Raundahl & Moesby.

    Projektet indeholder også parkeringskælder under karrébygningerne, mens det giver tilbage til byen med en ny kvartersport centralplaceret i senge-bygningen. Porten skaber nye stiforbindelser, der binder området bedre sammen og åbner kvarteret for både beboere og besøgende.

    Stadsarkitekt i Aarhus Kommune, Anne Mette Boye, som har været med til at behandle og evaluere det vindende tilbud, fortæller om Amtssygehuset:

    "Ideen med udviklingsplanen er at skabe et nyt bykvarter ved at bevare de oprindelige bygninger tegnet af en af vores helt store aarhusianske arkitekter Axel Høegh Hansen og tilføje nye byggerier. De nye bygninger skal derfor både stå som deres egne og sende tydelige hilsener til de bevaringsværdige hospitalsbygninger gennem deres materialer, rummet mellem det nye og det gamle samt bygningsstørrelserne. På den måde skabes et helt nyt bykvarter, der bygger videre på den unikke identitet, som hele området bærer", siger Anne Mette Boye, Stadsarkitekt, Aarhus Kommune.

    Dette projekt er en del af samlet 100.000 kvadratmeter ved Amtssygehuset, der de kommende år kan skabe plads til op mod 900 boliger i to til seks etagers bygninger, som også er højden på de nuværende bygninger.

    Fakta

    • Samlet 194 boliger fordelt i tre bygninger bliver på minimum 100 kvadratmeter eller minimum treværelses på 75 kvadratmeter. Dermed bliver næsten halvdelen af boligerne familieegnede.
    • Dette er andet arealsalg i forbindelse med Udviklingsplanen for Amtssygehuset, som blev vedtaget af byrådet den 1. december 2021.