Tre store byer kræver national handling: Kokain og hårde stoffer er blevet hverdag
Kokain og andre hårde stoffer er ikke længere et storbyproblem. Forbruget breder sig i hverdagen, og det er bekymrende. Nu går tre rådmænd fra Aarhus, Odense og Aalborg sammen og kræver, at regeringen handler med skærpede sanktioner og en samlet national indsats.
Forbruget af hårde stoffer er steget markant i Danmark de seneste år. Hvor det tidligere primært var et storbyfænomen, ses kokain og andre stoffer nu i langt flere miljøer, hvor stoffer før var utænkelige.
Nye spildevandsanalyser fra Aarhus Universitet viser, at forbruget af kokain i Danmark er højt i seks af landets største byer, og at det ikke kun sker i weekenden. Omkring halvdelen af det samlede kokainforbrug sker på helt almindelige hverdage, hvilket viser, at stofferne i stigende grad er blevet en del af hverdagslivet.
”Det er nødvendigt at sætte fokus på kokainforbruget i Danmark – og særligt i de større byer. Vi ved, at forbruget har være drastisk stigende siden årtusindeskiftet, og at det nu har nået et niveau, hvor det ikke kun indtages i weekenden og af særlige befolkningsgrupper,” siger Henrik Vigh, professor og leder af Kriminologisk Observatorium på Københavns Universitet.
”Kokainforbruget er således markant alle ugens dage og relateret til en bred vifte af mennesker, fra håndværkere til akademikere, de unge til de etablerede. Kokain er med andre ord et samfundsproblem, der kræver yderligere tiltag, hvis vi vil have et greb om det,” siger han.
De tre største byer uden for hovedstaden – Aarhus, Odense og Aalborg – advarer nu om udviklingen og præsenterer et fælles politisk udspil til regeringen. Tre rådmænd kræver skærpede sanktioner, tydeligere konsekvenser og en national indsats, der går hånd i hånd med forebyggelse og behandling.
”Vi kan se, at kokain er blevet langt mere tilgængeligt, billigere og socialt accepteret – også blandt helt almindelige unge og voksne. Vi har stærke lokale indsatser, men vi kan ikke løfte det alene. Nu må regeringen tage næste skridt, så vi sammen kan bremse udviklingen,” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
”Det her handler ikke om at markere sig, men om at handle. Vi har allerede taget ansvar lokalt – nu beder vi om, at der bliver handlet nationalt,” tilføjer han.
Vil straffe hårdere – og samtidig hjælpe
De tre byer foreslår, at regeringen udvider indsatsen “Ungdom uden opioider” til også at omfatte kokain og andre illegale stoffer.
De to hovedforslag er:
- Strafzoner omkring unge, hvor besiddelse og handel med stoffer i nærheden af skoler, ungdomsklubber, fritids- og sportsanlæg skal udløse skærpet straf.
- Betinget frakendelse af kørekort ved gentagen påvirkning eller besiddelse – også selvom man ikke kører. Sanktionen kan kombineres med krav om behandling og stoffrihed.
”Der er sket et skred, hvor kokains skadesvirkninger nok bliver undervurderet blandt mange unge, og derfor er det vigtigt, at vi som samfund tydeligt viser alvoren ved at gøre prisen højere i form af sanktioner, der virkelig kan mærkes. Samtidig skal vi løse problemet hele vejen rundt med hjælp fra ansvarsfulde forældre og uddannelsesinstitutioner,” siger Claus Houden, rådmand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune.
Meldingen fra Odense bakkes op af Aalborg, hvor man oplever mange af de samme tendenser. Her peger man på, at udviklingen kan gå meget hurtigt, hvis der ikke handles nu – og at der er brug for en samlet national reaktion, før problemerne vokser sig endnu større.
”Vi kan se fra andre lande, hvordan farlige stoffer kan sprede sig med uhyggelig hast. Derfor er der god grund til, at vi hellere i dag end i morgen sætter markant ind for at begrænse risikoen,” siger Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune.
Et bredt samfundsansvar
De tre byer understreger, at indsatsen ikke handler om et enkelt miljø, men om en bred samfundsudfordring.
Stofbrug blandt unge ses i dag i mange sammenhænge, og derfor er der tale om en bred indsats.
”Vi skal ikke pege fingre ad nogen – men vi skal tage ansvar som samfund. Det her er et fælles problem, der kræver fælles løsninger,” siger Christian Budde.
Kommunerne arbejder allerede tæt sammen med politi, nattelivet, uddannelser, foreninger og forældre om forebyggelse og behandling, men efterlyser nu en national ramme, der kan gøre indsatsen mere konsekvent og effektiv.
Kontakt
- Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune, via Pressetelefon på 2335 1920. Mail: presse@aarhus.dk
- Jes Lunde, rådmand for Sundhed og Kultur i Aalborg Kommune, på telefon 2520 1953
- Claus Houden, rådmand for Beskæftigelses- og Socialudvalget i Odense Kommune, på telefon 3060 4391
Pressefotos af rådmand Christian Budde kan downloades fra https://www.aarhus.dk/om-kommunen/presserum/#4