Sætter fart på frisættelsen: Flere plejehjem får frihed til at finde egne løsninger
Byrådet har besluttet at udvide ordningen med frisatte plejehjem. Erfaringerne viser mindre bureaukrati og større arbejdsglæde. Nu får endnu flere mulighed for at få friheden.
Efter et år med frisættelse på ti aarhusianske plejehjem har byrådet nu besluttet at udvide ordningen til yderligere 5-10 plejehjem. Erfaringerne fra de første viser, at når medarbejderne får mere frihed og mindre bureaukrati, skaber det bedre muligheder for at bruge fagligheden tæt på beboerne og udvikle nye løsninger lokalt.
Evalueringen fra Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd (VIVE) dokumenterer, at frisættelsen har ført til mindre dokumentation, mere fleksibilitet og højere arbejdsglæde blandt medarbejderne. Samtidig peger den på, at medarbejderne oplever, at borgerne får mere selvbestemmelse i hverdagen.
“Frisættelse virker i Aarhus. Når vi fjerner unødige regler og giver medarbejderne frihed til at bruge deres faglighed tæt på borgerne, får vi både gladere medarbejdere og mere nærvær i hverdagen. Derfor giver det god mening at udvide ordningen til flere plejehjem,” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Den politiske beslutning betyder, at perioden med frisatte plejehjem forlænges til udgangen af 2029, og at flere plejehjem får mulighed for at deltage. Målet er at fastholde og videreudvikle de positive resultater, som allerede er opnået.
Bred opbakning fra ældreorganisationer
Udvidelsen af frisættelsen får opbakning fra både Ældrerådet i Aarhus og Ældre Sagen i Aarhus, som ser store perspektiver for udviklingen af ældreplejen.
“Arbejdet med frisættelse har vist god fremdrift og stor interesse blandt både beboere og medarbejdere. Det giver god mening at udvide ordningen, så nytten kan høstes fuldt,” siger Jan Radzewicz, formand for Ældrerådet i Aarhus.
Erfaringerne fra de første ti plejehjem viser, at frisættelse skaber mere fleksible arbejdsformer og giver medarbejderne bedre mulighed for at tilrettelægge opgaverne lokalt. Det styrker fagligheden og gør det lettere at finde løsninger, der passer til den enkelte situation.
“Frisættelse betyder, at medarbejderne får frihed til at skabe løsninger, der passer til den enkelte beboer. Det giver en mere menneskelig og fleksibel pleje, og det er jeg sikker på kan mærkes hos beboerne på plejehjemmene,” siger Torben Dreier, formand for Ældre Sagen i Aarhus.
Med udvidelsen tager Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune endnu et skridt som frontløber for udviklingen af fremtidens ældrepleje. Målet er, at de gode erfaringer fra de første plejehjem kan inspirere og løfte hele ældreområdet i kommunen over de kommende år.
Fakta
- Ordningen blev besluttet i budgetforliget for 2024 og omfatter foreløbigt 10 plejehjem.
- Byrådet har nu besluttet at udvide med yderligere 5-10 plejehjem og forlænge perioden til udgangen af 2029.
- En midtvejsevaluering fra VIVE viser positive resultater for både medarbejdere og organisation.
- Udvidelsen sker inden for den eksisterende økonomiske ramme i Sundhed og Omsorg.