Nu får ældre og pårørende mere indflydelse
I forbindelse med arbejdet med den nye ældrereform nedsætter Sundhed og Omsorg nu et borger- og pårørendepanel, der skal sikre, at ældre og pårørende bliver hørt.
Ældre og pårørendes stemmer er vigtige at lytte til, hvis god ældrepleje skal sikres.
Derfor nedsætter Sundhed og Omsorg nu et borger- og pårørendepanel, som skal inddrage ældre og pårørende i arbejdet med ældrereformen for at løfte kvaliteten på ældreområdet.
En af dem, der ser frem til oprettelsen af det nye borger- og pårørendepanel, er Egil Ege, som er aktiv i Ældre Sagen. Han tror på, at panelet kan gøre en stor forskel.
“Det nye borger- og pårørendepanel vil sikre, at flere bliver hørt i udviklingen af ældreområdet. Jeg tror på, at panelet vil kunne hjælpe med at finde bedre løsninger for vores ældre.”
Rekrutteringen er i gang
Allerede nu er mange blevet inviteret til at blive en del af borger- og pårørendepanelet.
Kvaliteten i velfærden handler ikke alene om gode intentioner eller faglige løsninger. Men også om, at fagligheden giver mening i de ældre og pårørendes hverdag.
Rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde, ser også frem til oprettelsen af det nye panel.
“Det er vigtigt at lytte til de ældre og deres pårørende, da det er helt afgørende for at videreudvikle den gode ældrepleje, vi har i dag."
Paneldeltagerne modtager ikke løn eller honorar for arbejdet i det nye borgerpårørendepanel.
De pårørendes stemme
Eigil Ege tror på, at der gemmer sig en vigtig viden blandt de pårørende, som ellers går tabt, hvis ikke deres stemmer bliver hørt.
“De pårørende sidder med en meget særlig viden, og derfor er deres stemme afgørende for at gøre en forskel på ældreområdet. Et borger- og pårørendepanel vil sikre, at ældre og pårørende får indflydelse på nye beslutninger.”
Der skal findes 80 til 100 ældre og pårørende, og rekrutteringen til borger- og pårørendepanelet gælder fra nu, og indtil pladserne er fyldt op. For at blive en del af panelet skal du tilmelde dig på aarhus.dk/panel.
Fakta
- Paneldeltagerne har til opgave at repræsentere et borgerperspektiv - både borgeres og pårørendes interesser. Panelet er ikke en klageinstans, og personsager drøftes ikke.
- Paneldeltagerne modtager ikke løn eller honorar for at være en del af panelet
- Hovedkriteriet for deltagelse er, at man enten modtager én eller flere ydelser i Sundhed og Omsorg, og/eller er pårørende til én eller flere borgere, der modtager ydelser i Sundhed og Omsorg.
- Borger- og pårørendepanelet afprøves i 2026, hvor der afholdes fire temamøder. Temamøderne har fokus på borger- og pårørendeperspektiver på emner med betydning for sundheds- og ældreområdet i kommunen.
- Første møde afholdes i januar 2026 med temaet Pårørende – muligheder og dilemmaer
- Hvis du har lyst til at være med, kan du tilmelde dig via aarhus.dk/panel eller ring til tlf. 21 69 49 78