Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Konference belyser dilemmafyldt velfærdsteknologi

I dag samles Ældreministeren, rådmænd, fageksperter og en række interesseorganisationer i Aarhus for at tale om, hvordan barrierer for brugen af velfærdsteknologi fjernes, så det fulde udbytte opnås.

Indhold

    I en tid med stigende pres på vores velfærdssystem fremhæves velfærdsteknologi, som en af nøgleløsningerne. På tværs af det politiske spektrum er der bred enighed om, at velfærdsteknologi kan forbedre borgernes livskvalitet og frihed samt aflaste personalet. Men implementeringen forbliver vanskelig i praksis, hvor bl.a. arbejdskultur og juridiske benspænd begrænser, hvad der kan implementeres, og i hvilket tempo. 

    “Med en aldrende befolkning, er der ingen tvivl om, at der er behov for at implementere velfærdsteknologiske løsninger, så vi fortsat kan levere en god, omsorgsfuld og værdig ældrepleje i fremtiden. Jeg ser frem til at blive klogere på, hvordan vi gør den til en større del af hverdagen med respekt for de mange forbehold der er. Vi tager gerne stafetten og løber forrest i Aarhus, hvor vi i mange henseender er langt fremme,” udtaler rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde. 

    Aarhus Kommune og samarbejdspartnere inviterer mandag d. 7. april til endagskonferencen 'Er velfærdsteknologi for alle?', hvor etiske, juridiske og sundhedsfaglige dilemmaer, der afholder velfærdsteknologien fra at blive en integreret del af hverdagen, vil blive debatteret. 

    “Den teknologiske udvikling giver os løbende nye muligheder, som vi skal udnytte til at løfte velfærden. Det er vigtigt i en tid med mangel på ressourcer og medarbejdere. Velfærdsteknologien rummer mange løsninger, som kan bruges bredt i den kommunale verden, så vi skal være nysgerrige, modige og åbne for mulighederne,” udtaler rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Anette Poulsen.

    Aarhus Kommune modtager mange henvendelser fra andre kommuner om arbejdet med velfærdsteknologi, og begge rådmænd ser frem til at løfte debatten. 

    Fakta 

    • Konferencen finder sted mandag 7. april klokken 12 i Store Sal, niveau 1 på DOKK1. 
    • 250 fagpersoner og interessenter er tilmeldt den udsolgte konference. 
    • Konferencen er arrangeret af Ældrerådet og Handicaprådet i Aarhus Kommune, Sundhed og Omsorg og Sociale Forhold og Beskæftigelse og CareWare. 
    • Det samlede program kan findes på Er velfærdsteknologi for alle? 

    Kontakt 

    • Asbjørn Andersen, pressekonsulent, Sundhed og Omsorg – Aarhus Kommune, via presse telefonen på 2335 1920. Mail: asban@aarhus.dk 
    Sidst opdateret: 7. april 2025