Gratis tilbud til studerende i Aarhus
Aarhus Try Out er opstået i et samarbejde mellem magistratsafdelingerne Kultur og Borgerservice og Sundhed og Omsorg. Målet er, at de studerende finder en fritidsaktivitet, som de fremadrettet ønsker at være en del af.
Er du til boldspil, karate, løb, tufting, strik, hip hop eller……I forbindelse med studiestart inviterer Aarhus Try Out alle studerende på videregående uddannelser til at deltage i en fritidsaktivitet op til 12 uger – og det er ganske gratis. Målet er, at flere unge vil finde vej ind til fritidslivets sunde fællesskaber.
Aarhus Kommune og byens fritidsliv går sammen om initiativet Aarhus Try Out, der skal hjælpe studerende på videregående uddannelser ind i nye fællesskaber ved at tilbyde gratis aktiviteter i 12 uger i en periode, der strækker sig fra 1. september til 1. december i år.
Målet er, at de studerende finder en fritidsaktivitet, som de fremadrettet ønsker at være en del af.
- Jeg er virkelig glad for, at vi kan give de aarhusianske studerende denne fantastiske mulighed. Aarhus er en sprudlende studieby, og det er vigtigt, at vi introducerer især de mange nye studerende for byens mange fritidstilbud, hvor foreningslivet og aftenskolerne spiller en central rolle. Jeg vil gerne takke fritidslivet i byen for at bakke op om dette initiativ, der forhåbentlig resulterer i nye sunde fællesskaber for mange studerende, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Bag initiativet står magistratsafdelingerne Kultur og Borgerservice samt Sundhed og Omsorg, der hver bidrager med 500.000 kroner til finansiering af initiativet og derved dækker fritidslivets omkostninger til de deltagende.
- Aarhus Try Out er opstået i et stærkt samarbejde mellem foreninger, uddannelsesinstitutioner og Aarhus Kommune. Det er en fantastisk mulighed for nye studerende for at opleve alt det vores skønne by har at byde på. Vi ved, at meningsfyldte fællesskaber er med til at styrke trivsel og forebygge ensomhed – og hvert år starter omkring 12.000 nye studerende på uddannelserne i Aarhus. Dem skal vi tage godt imod, og det gør vi blandt andet ved at invitere indenfor i fællesskabet i vores mange foreninger og aftenskoler, siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde.
Aarhus er en studieby med cirka 43.000 unge på videregående uddannelser.
Over 50 foreninger og aftenskoler har tilsluttet sig Aarhus Try Out, hvilket betyder at der er mere end 70 forskellige aktiviteter at vælge imellem. Aktiviteterne spænder så bredt som wakeboard, curling og spejder til madlavning, strik, fodbold og volleyball.
Aarhus Try Out er inspireret af en indsats i Aalborg Kommune; Aalborg Try Out. Her kører initiativet på tredje år med gode erfaringer.
Se de mange gratis tilbud i Aarhus Try Out og tilmeld dig her: www.aarhustryout.dk
For yderligere info - kontakt:
Kommunikationskonsulent i Kultur og Borgerservice Lars Sejr på telefon 5193 8240
Kommunikationskonsulent i Sundhed og Omsorg Helle Erenbjerg på telefon 2326 3544