Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

“De ældre skal have en stærk stemme” – nu begynder valget for over 77000 vælgere

Ældrerådsvalget 2025 er i gang. I de kommende uger kan alle aarhusianere over 60 år stemme på, hvem der skal repræsentere dem og tale de ældres sag over for byrådet.

Indhold

    Ældrerådsvalget 2025 er i fuld gang. Cirka 77.000 kan nu stemme om, hvem der skal repræsentere dem i Ældrerådet i Aarhus Kommune.

    Igennem mange år har Ældrerådet været en central stemme i arbejdet med at skabe de bedste rammer for livet som ældre aarhusianer. Rådet bliver lyttet til i byrådets beslutninger og er med til at præge udviklingen af ældreområdet. For de ældre handler valget derfor om mere end bare et kryds på stemmesedlen – det handler om at få indflydelse og blive hørt.

    Netop det ved Carl Aksel Kragh Sørensen alt om. Efter 16 år i Ældrerådet har han valgt at stoppe, men han har oplevet, hvor meget det betyder, når ældres perspektiver bliver taget alvorligt. For ham er valget en påmindelse om, hvor vigtigt det er, at de ældre har en tydelig stemme i demokratiet.

    “Det er helt afgørende, at de ældre har en stærk stemme, når der træffes beslutninger om alt fra plejehjem og sundhed til transport og fritid. Ældrerådet giver os mulighed for at blive hørt – og for at gøre en forskel,” siger han.

    Han håber, at mange vil tage sig tid til at stemme og være med til at give de ældres stemme endnu mere vægt.

    I alt 39 kandidater stiller op til Ældrerådet – det råd, der rådgiver byrådet i spørgsmål om ældres liv, sundhed og trivsel. Rådet spiller en vigtig rolle i at sikre, at de ældre aarhusianeres erfaringer og perspektiver bliver hørt, når der træffes beslutninger om ældreområdet.

    “Jo flere der stemmer, desto stærkere står de ældre”

    Ældrerådet spiller en vigtig rolle i det politiske arbejde i Sundheds- og Omsorgsudvalget, hvor rådets engagement og viden gør en forskel, når politikerne skal skabe de bedst mulige rammer for de ældre i Aarhus. Det er en rolle, som politikerne sætter stor pris på – og som kun bliver stærkere, når opbakningen er bred.

    “Ældrerådet yder et enormt engagement og gør en forskel for tusindvis af aarhusianere. Det er vigtigt, at rådet er demokratisk valgt, og jeg håber, mange vil stemme. Jo flere, der deltager, jo stærkere en stemme får de ældre. For udvalget er det vigtigt med et talerør, der har bred opbakning blandt de ældre,” siger Lone Hindø, formand for Sundheds- og Omsorgsudvalget.

    Hun håber på en høj valgdeltagelse og et stærkt mandat til rådet, som kan fortsætte med at være en tydelig stemme for de ældre i Aarhus.

    Ældrerådet er en uvurderlig samarbejdspartner

    Samarbejdet mellem Ældrerådet og kommunen er tæt, og mange beslutninger bliver styrket af rådets erfaringer og input. Det er et samarbejde, der bygger på gensidig respekt og et fælles mål om at skabe de bedste rammer for ældre borgere.

    “Som rådmand nyder og hylder jeg samarbejdet med Ældrerådet. De bidrager med særdeles vigtige stemmer og erfaringer, der hjælper os til at træffe bedre beslutninger for alle ældre i Aarhus. De er på mange måder et bindeled mellem virkeligheden og beslutningerne,” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg.

    Vælgerne kan stemme på lokalbibliotekerne i Åby, Viby, Gellerup, Højbjerg og Risskov samt på Dokk1. Her kan man stemme i den bemandede åbningstid, og sidste chance for at stemme på bibliotekerne er fredag den 14. november, mens den store valgdag bliver 18. november, hvor de ældre kan stemme til ældrerådsvalget samme sted, som de stemmer til kommunal- og regionsrådsvalget. De stemmeberettigede bruger sit sundhedskort til at stemme, og derfor skal det med, når vælgerne vil afgive deres stemme.

    Her kan du stemme

    •    På lokalbibliotekerne i Åby, Viby, Gellerup, Højbjerg og Risskov samt på Dokk1.
    •    Afstemningen foregår i bibliotekernes bemandede åbningstid samt fredage kl. 10–15.
    •    På Dokk1 kan man stemme mandag–fredag kl. 10–16.
    •    Sidste dag for afstemning på bibliotekerne er fredag den 14. november.
    •    Valgsteder i forbindelse med valg til kommuner og regioner den 18. november. På alle 49 lokale valgsteder i kommunen kan du stemme til ældrerådsvalg.

    Sidst opdateret: 27. oktober 2025