Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Afprøvning af vågeteknologi sat i gang i Aarhus Kommune

Tre plejehjem i Aarhus Kommune er netop gået i gang med de første workshops og oplæringer i forbindelse med afprøvning af ny vågeteknologi.

Indhold

    Medarbejdere på tre plejehjem i Aarhus Kommune er netop gået i gang med de første workshops og oplæringer i forbindelse med afprøvning af ny vågeteknologi. Teknologien, der er baseret på sensorer, skal testes i syv måneder, før kommunen beslutter, om den skal implementeres bredt.


    Sensorerne kan for eksempel registrere, hvis en beboer forlader sengen om natten uden at vende tilbage inden for en given tidsramme. I så fald går en alarm, så nattevagten kan reagere hurtigt og målrettet.
    I første omgang afprøves en vågeteknologi fra leverandøren Nemlia på tre plejehjem. Senere i projektet er det planen, at flere plejehjem og forskellige teknologier skal inddrages. Formålet er at undersøge, hvordan teknologien kan skabe tryghed for beboerne, aflaste personalet og understøtte en mere værdig pleje.


    ”Vi har en forventning om, at teknologien kan give ekstra kvalitet og tryghed i plejen,” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

    ”Vågeteknologi handler ikke om at erstatte medarbejdere, men om at give dem bedre muligheder for at være til stede dér, hvor behovet er størst og samtidig skabe mere ro og værdighed for beboerne.”

    Malling Plejehjem, der er et af de første plejehjem i afprøvningen, består af flere huse med gåafstand imellem. Det har længe været en udfordring for nattevagterne at være til stede i det rette hus på det rette tidspunkt, når behov opstår samtidig flere steder.

    ”Vi forventer, at teknologien kan hjælpe medarbejderne med at prioritere opgaverne og reducere antallet af unødvendige natlige besøg,” siger Signe Rønn Sørensen, forvaltningschef i Digitalisering, Velfærdsteknologi og Hjælpemidler i Sundhed og Omsorg.

    ”Det betyder, at beboerne får mere uforstyrret nattero, og medarbejderne får mere overskud til at yde nærværende pleje, når der er brug for den.”

    Når de indledende workshops er afsluttet, oplæres udvalgte medarbejdere som superbrugere, der skal installere sensorerne og tilpasse alarmerne til beboernes individuelle behov. Den indsats er også allerede i gang på tre plejehjem.

    Afprøvningen forventes afsluttet med udgangen af maj 2026, hvorefter projektet bliver evalueret.

    Sidst opdateret: 2. december 2025