Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Aarhus udvider antallet af specialpladser til borgere med demens

12 nye specialpladser på Skovvang skal nedbringe ventelisten – samtidig får Plejehjemmet Egely flere korttidspladser.

Indhold

    Aarhus Kommune udvider nu antallet af specialplejehjemspladser til borgere med demens. Fremover bliver der 12 ekstra pladser på Skovvang, hvor ventelisten i længere tid har været stigende.

    For at skabe pladsen flyttes 12 korttidspladser fra Skovvang til Plejehjemmet Egely, som i dag har ledige boliger. Dermed frigøres der kapacitet på Skovvang, samtidig med at Egely får et løft i belægningen.

    ”Demens er et kerneområde for mig som rådmand. Vi skal sikre, at både borgere og pårørende oplever, at hjælpen er tæt på og målrettet deres behov. Med de nye pladser tager vi et vigtigt skridt for at skabe mere tryghed og specialiseret omsorg til dem, der har mest brug for det,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde (V).

    De 12 korttidspladser på Skovvang har hidtil primært været brugt af borgere, som ikke har samme behov for specialiseret demensfaglig hjælp og omsorg, som Skovvangs øvrige beboere. Med flytningen får disse borgere nu et tilbud på Egely, som passer bedre til deres behov. Der vil fortsat være 20 korttidspladser på Skovvang for borgere med behov for særlig demensfaglig hjælp og omsorg.

    En tydelig prioritering

    Flytningen indebærer, at der overføres et fast budget på 1,6 mio. kr. fra Skovvang til Egely til drift af korttidspladserne. De ekstra specialpladser på Skovvang finansieres inden for Sundhed og Omsorgs’ samlede budget. Den samlede udgift er på cirka 4,2 mio. kr. årligt fra 2026 og frem. Dermed løftes demensområdet yderligere i kommunens prioriteringer.

    ”Vi prioriterer økonomien, fordi vi prioriterer området. Når flere midler flyttes herhen, er det et klart signal om, at vi som kommune vil stå stærkere i indsatsen for mennesker med demens. Det handler ikke kun om tal – det handler om at skabe rammer, som giver mere tryghed for borgerne, bedre støtte til de pårørende og et bedre arbejdsmiljø for medarbejderne,” siger Christian Budde.

    Flytningen til Egely sker gradvist i takt med, at boligerne bliver ledige. Kommunen forventer, at alle pladser er flyttet i løbet af 2026. Samtidig oprettes der nye specialpladser på Skovvang, så den samlede kapacitet styrkes.

    Ældre og Omsorg vurderer, at tiltaget både vil reducere ventetiden til specialpladser, skabe et bedre match til borgernes behov og give en bedre udnyttelse af kapaciteten på Egely.

    Fakta

    • 12 nye specialpladser oprettes på Skovvang
    • 12 korttidspladser flyttes fra Skovvang til Egely
    • Budget: 1,6 mio. kr. flyttes med til Egely
    • Samlet udgift: ca. 4,2 mio. kr. årligt (fra 2026 og frem)
    • Flytningen sker gradvist og forventes afsluttet i 2026

    Kontakt

    • Pressetelefon, Sundhed og Omsorg – Aarhus Kommune på 23 35 19 20. Mail: presse@aarhus.dk 

    Pressefotos af rådmand Christian Budde kan downloades fra https://www.aarhus.dk/om-kommunen/presserum/#4 

    Sidst opdateret: 3. september 2025