Aarhus sender hundredvis af brugte hjælpemidler til Ukraine
692 hjælpemidler sendt til Ukraine i år – humanitær og bæredygtig indsats fra Sundhed og Omsorg.
Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune støtter op om befolkningen i Ukraine med en helt konkret humanitær indsats.
Alene i år har Sundhed og Omsorg sendt fem læs hjælpemidler afsted, svarende til 692 hjælpemidler. Det drejer sig blandt andet om rollatorer, manuelle kørestole, toiletstole og andre velfærdsteknologiske hjælpemidler, som ikke længere bruges her, men som kan gøre stor forskel i en krigsramt kontekst.
“Der er ingen tvivl om, at Ukraine står en forfærdelig situation med den frygtelige krig, som Rusland har startet. For mig er det afgørende, at vi gør, hvad vi kan for hjælpe. Når vi støtter Ukraine, forsvarer vi også os selv, og vi forsvarer retten til at leve i fred. Derfor er jeg stolt over at kunne hjælpe, når vores overskydende hjælpemidler kan gøre gavn i den frygtelige situation. Det er både enormt meningsfuldt og i tråd med vores bæredygtige tankegang” siger Christian Budde, Rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Tidligere er der sendt yderligere 3-4 læs afsted, men der har været en pause i leverancerne på grund af manglende plads og andre logistiske årsager. Nu er arbejdet med at sende hjælpemidler i gang for fuldtryk igen. Sundhed og Omsorg har en ukrainsk praktikant, der hedder Oleksiiv Lohvynenko, og han arbejder ved Hjælpemiddelservice i Aarhus Kommune, der netop står for at sende de brugte hjælpemidler afsted. Han er sikker på, at arbejdet gør en stor forskel i Ukraine.
“Det betyder meget for mig personligt at se, hvordan Aarhus støtter mit hjemland. Hjælpemidlerne gør en forskel for mange familier, og jeg er stolt over at være en del af en kommune, der tager ansvar. Det er meget godt, at I sender hjælp til Ukraine. Det er meget nødvendigt lige nu,” siger Oleksiiv Lohvynenko.
Indsatsen er både et udtryk for solidaritet og praktisk hjælp til mennesker, der har få ressourcer til rådighed. Samtidig er det et eksempel på, hvordan vi i Aarhus Kommune kan forene bæredygtighed og social ansvarlighed i praksis.
Kontakt
• Asbjørn Andersen, pressekonsulent i Sundhed og Omsorg – Aarhus Kommune - Pressetelefon, 23 35 19 20. Mail: asban@aarhus.dk