Aarhus får et nationalt ansvar i forbindelse med digital træning
Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune er blevet udpeget af KL til sammen med to andre kommuner at stå i spidsen for et nationalt skaleringsprojekt om digital træning
Sundhed og Omsorgs afdeling Velfærdsteknologi & Hjælpemidler i Aarhus Kommune er blevet udpeget af KL til sammen med to andre kommuner at stå i spidsen for et nationalt skaleringsprojekt om digital træning. Med opgaven følger et ansvar for at understøtte og udbrede digital træning på tværs af fire kommuner; med mulighed for flere.
“Det her er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, vi allerede har gjort for at bringe velfærdsteknologi tættere på borgerne. At KL har valgt os viser, at vi er blandt de førende på området – og det gør mig både stolt og fortrøstningsfuld i forhold til de kommende år,” siger Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.
Opgaven handler om at sikre, at borgere, der eksempelvis har behov for genoptræning efter hofte- eller knæoperation efter Sundhedsloven §140, kan få effektiv og fleksibel, digital understøttelse af deres træning. Det betyder, at de ikke behøver at møde op i et træningscenter, hvilket kan være uoverkommeligt for mange. Det er en stor hjælp i stedet at få kvalificeret træning med fysioterapeuter online. Samme model kan være en mulighed for vedligeholdende træning i hjemmeplejen, som Aarhus Kommune også har gode erfaringer med.
Som skaleringsleder bliver Velfærdsteknologi & Hjælpemidler ansvarlig for at facilitere udbredelsen af digitale løsninger i samarbejde med de fire kommuner Morsø, Hjørring, Struer og Varde. Opgaven vil ske gennem en kombination af strukturerede møder og uformel erfaringsudveksling, hvor sparring og videndeling vægtes højt.
”Som skaleringsleder på indsatsen tager vi forskud på det, som Velfærdsteknologiens Hus forhåbentlig skal beskæftige sig meget mere med i fremtiden. Det er mit mål, at huset bliver en national spiller på implementeringsområdet, så vi får velfærdsteknologien ud at leve i alle kommuner i Danmark. Og det er vi nu godt på vej med,” siger Signe Rønn Sørensen, forvaltningschef i Digitalisering, Velfærdsteknologi og Hjælpemidler i Aarhus Kommune.
Projektet, som løber frem til april 2027, har et samlet budget på 900.000 kr. til projektledelsen. Målet er både at få flere borgere til at benytte digital træning, at øge effekten af indsatsen og at sikre, at erfaringer deles på tværs af kommunegrænser.
For KL er opgaven en forholdsvis ny måde at arbejde på, hvor de deltagende kommuner lærer af hinanden og bygger videre på hinandens erfaringer. Velfærdsteknologi & Hjælpemidler i Aarhus Kommune blev valgt, fordi afdelingen allerede er langt fremme med digitale træningstilbud og har vist, at opgaven kan løftes.
“Når vi kan hjælpe borgere til at få bedre træningsforløb, samtidig med at vi frigør ressourcer i sundheds- og hjemmeplejen, så vinder alle. Jeg glæder mig til at følge arbejdet og se, hvordan erfaringerne kan brede sig endnu mere nationalt,” siger Christian Budde.
Fredag den 3. oktober var der opstartsmøde hos KL i København, hvor de første skridt i samarbejdet med skaleringskommunerne blev taget. Derefter inviteres deltagerkommunerne til Aarhus, hvor rammerne for samarbejdet etableres.
Baggrund:
• Kommunernes skaleringssamarbejde
Kontakt
• Pressetelefon, Sundhed og Omsorg – Aarhus Kommune på 2335 1920. Mail: presse@aarhus.dk
• Signe Rønn Sørensen, forvaltningschef for digitalisering, velfærdsteknologi og hjælpemidler i Sundhed og Omsorg, M +45 20 57 83 12, Mail: rosis@aarhus.dk
Pressefotos af rådmand Christian Budde kan downloades fra Presserum