Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

Ny festival sætter fokus på overgangen mellem arbejdsliv til seniorliv

Hvad skal du lave, når du trækker dig tilbage fra arbejdsmarkedet? Aarhusiansk vidensfestival sætter fokus på overgangen mellem arbejdsliv til seniorliv. Ifølge sundhedsrådmand er det et vigtigt tema, da overgangen for nogle kan være udfordrende.

24. mar. 2022

Indhold

    Hvordan ser det perfekte seniorliv ud? Skal du forlade arbejdsmarkedet, så snart lejligheden byder sig? Skal du udleve dine rejsedrømme, hellige dig børnebørn, eller har du i virkeligheden slet ikke lyst til at gå på pension? Mulighederne er mange, men det er klogt at gøre sig overvejelser, da overgangen fra seniorliv til arbejdsliv kan være udfordrende. Netop denne overgang sættes der fokus på til Vidensfestival 2022, der afholdes på Folkestedet den 25.-26. marts. 

    “Forskning viser, at overgangen fra arbejde til otium for mange er en stor og udfordrende omvæltning. Det kan være svært at fylde de mange ledige timer i døgnet, og det kan være udfordrende at holde fast i de sociale relationer fra tidligere arbejdsfællesskaber. På vidensfestivalen vil man kunne få inspiration til den gode overgang mellem disse faser i livet,” siger rådmand for Sundhed og Omsorg, Christian Budde. 

    vidensfestivalen vil der være spændende oplæg, debatter og forskellige former for aktiviteter, der peger ind i emnet fra arbejdsliv til seniorliv. Festivalen er for alle, og det er gratis at deltage. Det er Aarhus Kommune - i samarbejde med Center for Sund Aldring hos Københavns Universitet - der er arrangør. 

     

    Sikrer vellykket tilbagetrækning 

    Vidensfestivalen er en del af projektet ‘Fra arbejdsliv til seniorliv’. Den aarhusianske del af projektet har til huse på Folkestedet, hvor seniorer til dagligt har mulighed for at få råd og vejledning af frivillige seniorvejledere, som kan introducere muligheder og hjælpe én på rette vej. Projektets formål er at udvikle og afprøve koncepter omkring seniorvejledning, der skal fremme såvel mental som fysisk trivsel blandt de 58-69 årige. 

    ”Centralt for det gode seniorliv er, at den enkelte selv oplever et meningsfyldt indhold, er aktiv og har sociale relationer. Og jo bedre man har planlagt overgangen, des bedre er chancen for en vellykket tilbagetrækning,” siger Trine Damgaard Møller, der er projektleder på ’Fra arbejdsliv til seniorliv’ i Aarhus. 

    vidensfestivalen kan man blandt andet høre om udviklingen i forhold til at etablere attraktive arbejdspladser for seniorer på arbejdsmarkedet. Der vil også være oplæg om, hvordan man skaber livsglæde og trivsel i overgangen fra arbejdsliv til seniorliv, samt oplæg om frivilligt arbejde. Lørdag taler psykolog Svend Aage Madsen om de særlige udfordringer, mænd kan have i forbindelse med tilbagetrækningen. Festivalen byder også på udstillinger, musik, events, workshops og debat om alder. 

     

    FAKTA: 

    • Vidensfestival om overgangen fra arbejdsliv til seniorliv 
    • Tid: 25.-26. marts kl. 9.30-17.00 
    • Sted: Folkestedet, Carl Blochs Gade 28, Aarhus C 
    • Se program for festivalen på www.arbejdsliv-seniorliv.dk