Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sundhed og Omsorg

V-profil og sundhedsrådmand: Regeringsgrundlaget giver et stærkt afsæt til kommunerne

Regeringsgrundlaget fra den nye SVM-regering giver et godt afsæt til kommunernes arbejde med at forbedre ældreplejen og folkesundheden.

15. dec. 2022

Indhold

    Den aarhusianske rådmand for Sundhed og Omsorg Christian Budde (V) er begejstret over udsigten til mere frihed og flere valgmuligheder i ældreplejen. Han ser også flere gode takter på sundhedsområdet, men vil også holde regeringen op på løfterne:

    ”Regeringen sætter et ambitiøst niveau i forhold til reelt at frisætte den offentlige sektor. Som rådmand glæder jeg mig til en regering, der viser mod til et opgør med unødige registreringer, faggrænser, dokumentationer og kontrol i ældreplejen. Hvis de har brug for konkrete forslag fra os i Aarhus og i det kommunale Danmark, skal de endelig sige til”, lyder det fra sundhedsrådmand Christian Budde, der understreger, at “hvis det skal lykkes denne gang, så er det en absolut nødvendighed, at kravene til dokumentation og mængden af faglige standarder fra de statslige styrelser stiller lempes eller helt fjernes”.

    Rådmanden ser positivt på, at flere private aktører nu får mulighed for at byde ind på ældreområdet, til gavn for de ældre. Det giver større konkurrence om at levere de bedste ydelser, med udgangspunkt i borgerens frie valg. Det holder både de private leverandører og kommunerne til ilden ift. at leverer de bedste tilbud til den bedste pris.  

    ”Regeringsgrundlaget lægger op til at styrke samarbejde mellem den offentlige og den private sektor i forhold til udviklingen og finansieringen af ny velfærdsteknologi. Der er brug for at især ældre mennesker, personer med kroniske sygdomme, og borgere med handicap understøttes endnu bedre i dagligdags gøremål og i mobiliteten for den daglige færden”, siger rådmand for Sundhed og Omsorg.

    Christian Budde glæder sig over regeringens høje ambitioner på sundhedsområdet og fokus på unges mentale sundhed og trivsel:

    “Vi står i en mental sundhedskrise. Flere og flere børn og unge har ondt i sjælen. Derfor er positivt, at regeringen vil sætte massivt ind på at skabe de bedste rammer for børn og unges trivsel – både i grundskolen, fritidslivet og arbejdslivet”.