Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

Rådmanden sender sparekatalog i høring og varsler flere svære beslutninger på socialområdet

På trods af en stor tilførsel ved årets budgetforlig står Sociale Forhold og Beskæftigelse med en samlet finansieringsudfordring på 110 mio. kr. Nu sender rådmanden det første sparekatalog i ekstern høring og varsler nye besparelser på socialområdet i 2027.

Indhold

    Fredag sender rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse Michael Christensen et sparekatalog i ekstern høring, der indeholder forslag til besparelser for 10 mio. kr. i 2027 på beskæftigelsesindsatsen og i administrationen.

    Sparekataloget er Sociale Forhold og Beskæftigelses bidrag til den såkaldte ”socialprocent”, som byrådet vedtog med budgetaftalen for 2027. Socialprocenten pålægger magistratsafdelingerne at afgive 1% af deres budget som en håndsrækning til socialområdet, som fortsat er økonomisk udfordret.

    Alt i alt står Sociale Forhold og Beskæftigelse med en samlet finansieringsudfordring på 110 millioner kroner i 2027. Derfor skal Sociale Forhold og Beskæftigelse gennemføre yderligere besparelser i 2027 og dele af 2028 for at overholde budgetterne.

    Finansieringsudfordringen bunder i, at antallet af aarhusianere, som har behov for specialiseret hjælp og støtte på socialområdet, stiger langt mere end den økonomi, der er sat af. Problemet er, at budgetmodellen for socialområdet følger den generelle befolkningsudvikling i Aarhus Kommune, mens antallet af aarhusianere, som har brug for hjælp fra socialområdet, vokser markant hurtigere.

    Socialprocenten

    Her og nu skal Sociale Forhold og Beskæftigelse finde godt 10 mio. kr. i besparelser på beskæftigelsesindsatsen og i administrationen.

    I budgetforliget for 2027 var det kun socialområdet under Sociale Forhold og Beskæftigelse, der blev fritaget for 1%-besparelsen via den såkaldte socialprocent. Det betyder, at Sociale Forhold og Beskæftigelse fortsat skal afgive ressourcer fra beskæftigelsesindsatsen og administrationen til socialprocenten.

    Kataloget med besparelserne på beskæftigelsesområdet og administrationen sendes i høring fredag den 13. november 2026 og to uger frem.

    Høring kan findes via Forslag til besparelser i Sociale Forhold og Beskæftigelse vedrørende socialprocenten | Deltag Aarhus – Aarhus kommune

    Nye besparelser på socialområdet:

    Selvom byrådet tilførte 138 mio. kroner til Sociale Forhold og Beskæftigelse med den seneste budgetaftale, så har Sociale Forhold og Beskæftigelse stadigvæk en samlet finansieringsudfordring i 2027 på 110 mio. kr.

    Det betyder, at rådmand Michael Christensen igen skal finde løsninger, der holder hånden under Aarhus’ mest udsatte borgere. En opgave, rådmanden ikke tager let på, og som han ønsker, sker med maksimal involvering fra dem, det handler om:

    ”Jeg ønsker at se de her mennesker i øjnene og åbent og ærligt tage en samtale om, hvad vi gør herfra på socialområdet. I foråret havde vi demonstrationer foran rådhuset, fordi aarhusianerne var bekymrede over, hvad omstillingsplanens ville betyde for dem. Nu står vi her igen. Jeg kan ikke love, at det ikke også vil gøre ondt denne gang. Men jeg har brug for, at vi som politikere får taget de bedst mulige beslutninger, selvom vi står i en svær situation,” siger rådmand Michael Christensen.

    Derfor afholder rådmand Michael Christensen tre større dialogmøder i den næste måned med interessenter fra civilsamfundet, socialpsykiatriområdet, handicapområdet og det sociale børne- og ungeområde.

    Dialogmøderne vil sammen med et større indsamlings- og belysningsarbejde i forvaltningen forventeligt resultere i, at rådmanden kan fremlægge et katalog med besparelsesmuligheder på socialområdet i begyndelsen af 2027.

    Dette katalog vil også blive sendt i offentlig høring via deltag.aarhus.dk

    Besparelserne kommer på ryggen af et år, hvor social- og beskæftigelsesområdet har måttet lukke en række tilbud og afskedige en lang række ansatte som konsekvens af den såkaldte ’Omstillingsplan’, der blev vedtaget af et flertal i byrådet tidligere på året. Sammen med en omfattende reorganisering og nedskæring på administration og ledelse i hele forvaltningen fandt omstillingsplanen sammenlagt 150 mio. kr. på socialområdet og 155 mio. kr. til beskæftigelsesreformen.

    Fakta: Socialområdets budgetmodel

    Socialområdets nuværende budgetmodel blev vedtaget i Budget 2012 og har ikke fået en grundlæggende opdatering siden. Det er en demografisk model, hvor budgetterne løbende reguleres efter befolkningsudviklingen i kommunen.

    Områdets økonomi er dog udfordret, fordi andelen af aarhusianere med behov for støtte fra socialområdet er steget markant siden 2012. Mens der er blevet 18 procent flere aarhusianere, er antallet af voksne med behov for en social indsats steget med 50 procent.

    Samtidig stiger udgifterne til støtten. Budgetmodellen tager udgangspunkt i udgiftsniveauet i 2011, men siden da er udgifterne til voksne med social indsats steget med 64 procent. Hvis udviklingen fortsætter, skønner Sociale Forhold og Beskæftigelse, at der i 2030 mangler finansiering til at imødekomme støttebehovet for godt 1.600 aarhusianere – eller samlet: 600 mio. kr.

    Sidst opdateret: 13. november 2026