Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

Omstillingsplan: Byråd bakker op om administrative besparelser

En ny organisering med færre chefer og mindre administration skal bidrage til de markante besparelser på social- og beskæftigelsesområdet i Aarhus. Nu har rådmanden fået grønt lys til at gå videre med processen.

Indhold

    I går startede de politiske drøftelser om besparelserne på social- og beskæftigelsesområdet i Aarhus, og med forslag for knap 340 millioner kroner og flere end 1500 input fra aarhusianerne er der nok at forholde sig til.

    Derfor gik rådmand Michael Christensen til drøftelserne med et ønske om at sikre løbende afklaring, efterhånden som byrådet forholder sig til de mange input fra høringsprocessen.

    ”Vi står midt i en enorm spareopgave med store konsekvenser for aarhusianernes hverdag. Vi skal tage de mange input alvorligt, men jeg mener også, at vi skal sikre både aarhusianerne og medarbejderne afklaring, hvor vi kan. Derfor er jeg glad for byrådets mandat til at arbejde videre med de administrative besparelser og beskæftigelsesreformen, mens vi drøfter de øvrige forslag,” siger Michael Christensen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

    Enkel organisation og mindre administration

    Rådmanden har fået grønt lys til at gå videre med både indfasningen af beskæftigelsesreformen og en ny organisering af social- og beskæftigelsesområdet. Samlet set skal forslagene indfri besparelser for knap 179 millioner kroner.

    ”Det har været min ambition at spare mest muligt på administration og mindst muligt på støtten til borgerne. Der er generelt opbakning til en ny og mere enkel organisering, som samtidig reducerer udgifterne til ledelse og administration. Selvom alle streger endnu ikke ligger fast, er jeg glad for byrådets opbakning til at arbejde videre med organisationsændringen i tæt samarbejde med Social- og Beskæftigelsesudvalget,” siger Michael Christensen.

    Med organisationsændringen bliver Sociale Forhold og Beskæftigelse organiseret i seks nye forvaltningsområder, og der bliver samtidig reduceret i chefstillinger og administration. Den konkrete placering af målgrupper, opgaver og indsatser ligger endnu ikke fast, og byrådets partier har et særligt fokus på, at den nye organisering skal sikre en smidig overgang fra barn til voksen. Forligspartierne har derfor bedt om yderligere afdækning af ungeperspektivet, inden der træffes beslutning om den endelige organisering.

    På torsdagens møde fik rådmanden også opbakning til fordelingen af besparelserne på beskæftigelsesområdet som følge af beskæftigelsesreformen. De kommende måneder er samarbejdspartnere, interessenter og politikere inviteret ind i arbejdet med at forme fremtidens beskæftigelsesindsats i Aarhus.

    De politiske drøftelser om de øvrige spareforslag i omstillingsplanen fortsætter hen over foråret. Det er forventningen, at aarhusianerne kender de konkrete spareplaner til maj.

    Om ny organisering:

    Den nye organisering af social- og beskæftigelsesområdet skal samle flere tilbud og indsatser til den enkelte målgruppe under samme forvaltningsområde, gøre det tydeligere, hvordan opgaver og ansvar er fordelt, og samtidig bidrage til den samlede besparelse på social- og beskæftigelsesområdet.

    Med organisationsændringen reduceres de nuværende seks driftsområder og fire stabe til i alt seks forvaltningsområder. Der reduceres i chefstillinger, og en samling af administrative funktioner skal frigøre 10 procent af ressourcerne.

    Læs mere om ny organisering 

    Læs mere om beskæftigelsesreformens konsekvenser

     

    Sidst opdateret: 27. marts 2026