Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

Socialrådmand sender omstillingsplan i høring: Svære valg venter

Fredag sender rådmand Michael Christensen en omstillingsplan i høring, der skal bringe socialområdet tættere på balance på kort sigt. Svære beslutninger venter, men rådmanden fremhæver, at planen også markerer byrådets fælles erkendelse af, at socialområdet kalder på både opmærksomhed og prioritering de kommende år.

Indhold

    Flere og flere aarhusianere får brug for støtte fra socialområdet. En udvikling, der de seneste år har slået et stort hul i områdets økonomi.

    ”Byrådet har bedt mig om at finde de penge, vi mangler på socialområdet i år. Det er en ekstremt svær opgave, for det handler ikke om at trække fra i et regneark, men om aarhusianernes hverdag,” siger Michael Christensen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, og fortsætter:

    ”Nu præsenterer jeg et forslag til en omstillingsplan, der håndterer udfordringen på kort sigt. Det gør jeg med politisk opbakning, men jeg er samtidig meget bevidst om, at der er tale om store besparelser, som vil skabe utryghed og få konsekvenser for den støtte, vi kan tilbyde aarhusianerne.”

    De seneste uger har rådmanden drøftet spareforslagene med byrådets partier, og han ser nu frem til at høre aarhusianernes input.

    ”Mit fokus har været at sikre mest muligt af den borgernære velfærd. Derfor er der fundet administrative besparelser for 115 millioner kroner. Men virkeligheden er desværre, at der også er ting, vi ikke længere kan tilbyde aarhusianerne. Svære prioriteringer venter, og derfor er det helt centralt, at aarhusianerne nu giver deres perspektiver med i høringen,” siger Michael Christensen.

    Kataloget samler flere igangværende spareprocesser på social- og beskæftigelsesområdet

    Omstillingsplanen er bestilt af et flertal af byrådets partier og skal bringe socialområdet nærmere balance i 2026. Det er dog ikke det eneste sparekrav, som Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse står over for i år.

    For at skabe klarhed for aarhusianerne, og for at undgå flere parallelle spareprocesser, håndterer planen samtidig de økonomiske konsekvenser af beskæftigelsesreformen og allerede vedtagne administrative besparelser. Når planen er fuldt indfaset, summer besparelserne op til 184 millioner kroner på socialområdet og totalt knap 340 millioner kroner for både social- og beskæftigelsesområdet.

    ”Omstillingsplanen er nødvendig her og nu, men løser ikke udfordringerne på lang sigt. Selv med omstillingsplanen vil vi mangle mere end 450 millioner kroner i budgettet i slutningen af denne byrådsperiode. Konsekvenserne af det scenarie tror jeg ikke, at nogen politiker tør tænke til ende. Derfor er jeg glad for, at alle partier i byrådet er enige om at drøfte fremtidige greb, såsom tilførsler til socialområdet og justering af budgetmodellen, som kan bidrage til langsigtede løsninger for området,” siger Michael Christensen.

    Fra i dag og frem til den 20. marts kan borgere, interessenter og samarbejdspartnere give deres perspektiver med i høringsprocessen på Deltag Aarhus

    Senere på foråret skal det endelige omstillingskatalog vedtages politisk. 

    Om omstillingsplanen:

    Omstillingsplanen samler flere kendte sparekrav på social og beskæftigelsesområdet og vil i alt frigøre 339,9 millioner kroner, når den er fuldt indfaset.

    Omstillingsplanen blev oprindeligt bestilt af byrådet i budgetaftalen og skulle bringe socialområdet nærmere balance i 2026. For at undgå flere parallelle spareprocesser håndterer det nuværende forslag også de økonomiske konsekvenser af beskæftigelsesreformen og allerede vedtagne besparelser på administration.

    På socialområdet indeholder planen besparelser for 57 millioner kroner i 2026, stigende til 184 millioner kroner i 2028. Her vil den økonomiske udfordring på socialområdet dog være vokset.

    På beskæftigelsesområdet indeholder planen besparelser for 57 millioner kroner i 2026 stigende til 155 millioner kroner i 2030, hvor beskæftigelsesreformen er fuldt indfaset.

    Den strukturelle udfordring på socialområdet:

    Socialområdet er udfordret både nationalt og i Aarhus. Andelen af borgere med behov for støtte stiger, og samtidig bliver deres udfordringer mere komplekse.

    I Aarhus er udgifterne til det specialiserede voksenområde steget 54 procent siden 2012, mens antallet af voksne med en social indsats steget med 41 procent. I samme periode er befolkningsudviklingen kun steget 17 procent.

    Det er særligt stigende udgifter til tabt arbejdsfortjeneste, særligt tilrettelagt ungdomsuddannelse, hjemløseområdet samt køb af tilbud til børn, unge og voksne, der driver udviklingen.

    Pressekontakt i Sociale Forhold og Beskæftigelse

    Sidst opdateret: 20. februar 2026