Rådmand Michael Christensen går på barsel 1. juni
Social- og beskæftigelsesrådmand Michael Christensen ønsker at holde barselsorlov hen over sommeren. Magistraten behandler tirsdag rådmandens anmodning.
Rådmand Michael Christensen blev i efteråret far til en lille søn, som han ønsker at holde barsel med fra den 1. juni til og med den 16. august.
”Der er kun et sted, hvor forandringerne sker hurtigere end de gør på social- og beskæftigelsesområdet lige nu, og det er i et lille barns udvikling. Det bliver svært at give slip på de mange spændende opgaver, der venter på social- og beskæftigelsesområdet de kommende måneder, men jeg glæder enormt meget til mere tid med min søn hen over sommeren og overlader trygt rådmandsposten til min kollega imens,” siger Michael Christensen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse.
Tirsdag behandler Magistraten rådmandens anmodning og godkender i samme forbindelse, at byrådsmedlem Louise Svenstrup indtræder som rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i orlovsperioden.
”Jeg har fulgt social- og beskæftigelsesområdet de seneste måneder og glæder mig til komme endnu tættere på særligt børne- og handicapområdet, som fylder meget i mit politiske arbejde. Derudover står området over for store forandringer hen over sommeren, og jeg ser frem til at føre det vigtige arbejde med blandt andet omstillingsplanen og beskæftigelsesreformen videre," siger Louise Svenstrup.
Louise Svenstrup har været medlem af byrådet siden 1. januar, og er blandt andet medlem af Natur- og Klimaudvalget og Sundhed- og Omsorgsudvalget samt næstformand for Udvalget for Børn, Unge og Tvangsforanstaltninger og formand i Handicaprådet. I orlovsperioden vil stedfortrædere varetage posterne.
Til dagligt arbejder Louise som ansvarlig for kunderejsen efter salg og de strategiske partnerskaber i et dansk softwarefirma, men tager orlov fra sit job for at varetage rådmandshvervet.