Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

Nye forvaltningschefer i Sociale Forhold og Beskæftigelse

Magistraten har i dag godkendt navnene på det chefhold, der skal føre social- og beskæftigelsesområdet i Aarhus igennem store forandringer de kommende år. Rekrutteringen af de nye forvaltningschefer sker på baggrund af en ny organisering, som reducerer det samlede antal chefer og bidrager med administrative besparelser for knap 37 millioner kroner.

Indhold

    Forandringen på ledelsesposterne i Sociale Forhold og Beskæftigelse sker på grund af en udfordret økonomi. Området står aktuelt over for besparelser for 305 millioner kroner, og en del af pengene skal findes ved en mere enkel organisering, færre chefer og mindre administration.

    “Vi står midt i store forandringer på social- og beskæftigelsesområdet. Vi omstiller driften for at spare et trecifret millionbeløb, vi forenkler vores organisation, og beskæftigelsesreformen har markante konsekvenser for hele jobområdet. Det kræver en stærk chefgruppe, som tager et fælles ansvar og går til opgaven som humlebien, der insisterer på at lette trods svære odds,” siger Erik Kaastrup-Hansen, direktør for Sociale Forhold og Beskæftigelse.

    Seks nye forvaltningsområder og sammenhængende støtte

    Den nye organisering af social- og beskæftigelsesområdet samler flere tilbud og indsatser til den enkelte målgruppe under samme forvaltningsområde, gør det tydeligere, hvordan opgaver og ansvar er fordelt og bidrager samtidig til den samlede besparelse på social- og beskæftigelsesområdet.

    ”Vi forenkler vores organisation markant for at spare penge på administration. Men vores ambition er også at sikre en stærkere fælles retning og fælles løsninger, som aarhusianerne kommer til at mærke i form af mere sammenhængende støtte,” siger Erik Kaastrup-Hansen. 

    Den nye organisering træder formelt i kraft den 1.august 2026 og reducerer antallet af organisatoriske enheder til seks nye forvaltningsområder med følgende forvaltningschefer i spidsen:

    • Lotte Henriksen, forvaltningschef for Børn, Unge og Uddannelse
    • Janus Hans Hedemann, forvaltningschef for Voksne, Job og Handicap
    • Henriette Halgaard Rasmussen, forvaltningschef for Job, Udsatte og Socialpsykiatri
    • Jeanette Langfeldt Hoppe, forvaltningschef for Job, Sundhed og Virksomheder
    • Michael Justesen, forvaltningschef for Økonomi, Administration og Digitalisering
    • Kristian Dalsgaard, forvaltningschef for Organisation, Faglig udvikling og Sekretariat

    Forvaltningscheferne tiltræder den 1. maj og får de kommende måneder til opgave at organisere de nye forvaltningsområder, reducere næste ledelseslag og spare 10 procent på administration.

    Fakta om forvaltningscheferne

    Med den nye organisering reduceres de øverste cheflag fra to forvaltningschefer, seks driftschefer og fire stabschefer til i alt seks forvaltningschefer. De to nuværende forvaltningschefer forbliver forvaltningschefer, mens der er rekrutteret fire nye, som Magistraten har godkendt den 28. april.

    De nye forvaltningschefer er: 

    Lotte Henriksen er uddannet i offentlig forvaltning og har de seneste 13 år arbejdet som socialchef i Sociale Forhold og Beskæftigelse. Tidligere var Lotte konstitueret som forvaltningschef i Magistratsafdelingen for Børn og Unge, hvor hun inden var ansat som områdechef. Lotte har siddet i flere national-strategiske råd og udvalg på socialområdet.

    Janus Hans Hedemann er uddannet i statskundskab og har desuden forskellige efter- og videreuddannelser inden for ledelse og organisation. De seneste 10 år har Janus været chef på social- og beskæftigelsesområdet, blandt andet socialchef i en mindre kommune. Janus kommer senest fra en stilling som driftschef på for Unge, Job og Uddannelse i Sociale Forhold og Beskæftigelse.

    Henriette Halgaard er uddannet i statskundskab og har en bred erfaring inden for ledelse af kommunale velfærdsområder. Henriette har tidligere været ældrechef i Favrskov Kommune og kommer senest fra en stilling som driftschef for Job, Udsatte og Socialpsykiatri i Sociale Forhold og Beskæftigelse.

    Jeanette L. Hoppe er uddannet i statskundskab og har supplerende uddannelser i retorik og offentlig ledelse. Jeanette har mere end 20 års erfaring med ledelse og kommer senest fra en stilling som forvaltningschef for unge, beskæftigelse, rusmiddel og sociallægeinstitutionen i Sociale Forhold og Beskæftigelse. 

    Michael Justesen er uddannet Master of Science in Economics og har efterfølgende læst Nationaløkonomi. Michael har arbejdet med social- og beskæftigelsesområdet hele sin karriere, blandt andet i Verdensbanken i Washington DC og Beskæftigelsesministeriets departement. Michael kommer senest fra en stilling som økonomichef i Sociale Forhold og Beskæftigelse.

    Kristian Dalsgaard er uddannet i statskundskab og har de seneste 11 år arbejdet med stabsunderstøttelse i forskellige roller. Kristian har blandt andet været ansat i Social- og Indenrigsministeriets departement og kommer senest fra en stilling som stabschef for Organisation og Ledelse i Sociale Forhold og Beskæftigelse.

    Fakta om Sociale Forhold og Beskæftigelse

    Magistratsafdelingen for Sociale Forhold og Beskæftigelse leverer kernevelfærd til børn, unge og voksne i udsatte positioner, borgere med handicap, ledige, sygemeldte og borgere med behov for social støtte. Området har mere end 7000 ansatte og et samlet budget på 12,4 milliarder kroner.

    Sidst opdateret: 28. april 2026