Gå til hovedindhold
Nyheder fra Sociale Forhold og Beskæftigelse

Ny investering skal styrke overgangen til voksenlivet for unge med svære livsvilkår

Unge, der har været anbragt eller haft betydelige udfordringer i deres opvækst, står markant dårligere i overgangen til voksenlivet end andre unge. Mange mangler en stabil bolig, står uden for uddannelse og job, og oplever, at den støtte de får, ikke passer til deres behov.

Indhold

    Derfor har Aarhus Kommune indgået et investeringssamarbejde med Den Sociale Investeringsfond, Rådet for Sociale Investeringer og Bikubenfonden. Indsatsen hedder Ungestyret Støtte og skal give de unge større frihed og medbestemmelse i deres støtteforløb, så hjælpen opleves relevant, fleksibel og tillidsfuld og giver de unge en bedre start på voksenlivet med bolig, uddannelse og job.

    ”Alle børn og unge fortjener de bedste forudsætninger for et godt liv. Derfor vil vi nu styrke hjælpen til en gruppe unge aarhusianere med svære livsvilkår. Tidligere sociale investeringer i Aarhus Kommune har ført til, at vi gør ting på nye måder – og med bedre resultater til følge. Jeg håber, vi får samme gode resultater med denne indsats, så vi bliver endnu bedre til at hjælpe unge i overgangen til voksenlivet,” siger borgmester Anders Winnerskjold.

    ”Det ligger mig meget på sinde, at børn og unge har de samme muligheder for at få et godt liv. Sådan bør det være i vores velfærdssamfund, men desværre lykkes vi ikke godt nok med det. Så jeg er glad for, at vi nu kan afprøve Ungestyret Støtte og give de unge en bedre chance for et voksenliv med bolig, uddannelse og job,” siger Anette Poulsen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Aarhus Kommune.

    Unge med anbringelsesbaggrund mangler relevant støtte

    Det er veldokumenteret, at unge med anbringelsesbaggrund, oftere oplever misbrug, kriminalitet, hjemløshed og langvarig offentlig forsørgelse end andre jævnaldrende unge. Mange afviser eller afbryder den ungestøtte, de får fra kommunen, fordi de oplever, at den er ufleksibel og systemstyret, fremfor at tage afsæt i den enkelte unges egne ønsker og behov.

    Ungestyret Støtte vil gøre op med den barriere ved at give de unge mere kontrol og ejerskab over støtten og øge tilliden i samarbejdet. For eksempel kan den enkelte selv vælge sin støtteperson og indholdet og længden af støtten.

    Indsatsen bygger videre på Aarhus Kommunes erfaringer fra projekterne Tættere På Familien, Tættere På Den Unge samt ungepaneler, der alle har vist, at øget medbestemmelse og relationel tilgang styrker de unges engagement og kontinuitet i støtteforløbene, som samtidig opleves som relevant af de unge.

    “Når unge får mulighed for at forme deres egen støtte, øger det både motivationen og chancen for, at hjælpen virker. Det er netop kernen i denne investering – at skabe trygge rammer, hvor de unge oplever, at støtten tager udgangspunkt i deres virkelighed. Samtidig får vi mulighed for at dokumentere, hvordan mere fleksible og tillidsbaserede løsninger kan gøre en forskel – både for den enkelte og for den måde, vi som samfund tilrettelægger ungestøtte på,” siger Camilla Bjerre Damgaard, fondschef i Den Sociale Investeringsfond.

    “Ungestyret Støtte bliver et vigtigt skridt i retning af en mere tillidsbaseret og relevant støtte til unge, der ikke ønsker den støtte, de bliver tilbudt i dag. Ved at give de unge reel selvbestemmelse og fleksibilitet i deres forløb, skaber vi ikke bare bedre livschancer – vi skaber også et mere bæredygtigt velfærdssystem. Det er en investering i både mennesker og samfund.” siger chef for det sociale område i Bikubenfonden, Jakob Schjørring.

    Ny tilgang til ungestøtte som social effektinvestering

    Ungestyret Støtte igangsættes som en social effektinvestering med en samlet investeringssum på 14,8 millioner kroner. 175 unge i alderen 17–23 år forventes at deltage i indsatsen fra 2026 til 2029. De konkrete mål er, at flere unge kommer i job eller uddannelse, oplever øget trivsel og får mindre behov for sociale foranstaltninger.

    ”Investeringen i Ungestyret støtte er et eksempel på, hvad en social investering kan, når der bygges bro mellem fondsverdenen og mere ren investeringskapital, selvom der ikke foreligger en evidensbaseret indsats. Med risikovillig kapital skabes mulighed for en ny indsats til en udsat gruppe unge mennesker ud fra en samlet forventning om, at de unge hjælpes bedre i gang i voksenlivet, og at dette samtidig forbedrer kommunens økonomi,” siger Gurli Martinussen, formand for Rådet for Sociale Investeringer i Aarhus.

    Med Ungestyret Støtte afprøves en ny tilgang til ungestøtte, hvor de unges egne stemmer og erfaringer bliver styrende for hjælpen. Investeringen er et konkret eksempel på, hvordan offentlige og filantropiske aktører sammen kan skabe nye veje til et mere tillidsbaseret og bæredygtigt velfærdssystem – med de unges livschancer som det vigtigste mål.

    Sidst opdateret: 13. november 2025