Banebrydende projekt skal sikre unge hjemløse en bedre overgang til livet uden for forsorgshjemmet
Haldor Huset i Aarhus er omdrejningspunktet i et fireårigt pilotprojekt, der skal gøre det nemmere for unge hjemløse at finde fodfæste i tilværelsen, når de flytter i egen bolig. Banebrydende projekt skal sikre unge hjemløse en bedre overgang til livet uden for forsorgshjemmet

Mit drømme-værested. Koble af fra tanker. Godt tilpas. Søvn.
Sådan beskrives Haldor Huset af udsatte unge, der benytter sig af det som en tryghedsbase i tilværelsen uden et fast tag over hovedet.
De er alle hjemløse og ville førhen ikke have haft adgang til så mange andre praktiske aktiviteter, hyggelige udflugter og trygge fællesskaber end dem, de kan finde på forskellige forsorgshjem. Overgangen til egen bolig kan derfor være sårbar, fordi de unge oplever en stærk ensomhed, når de ikke længere er omgivet af skæbnefæller, omsorgsfulde medarbejdere og faste rammer.
For at gøre det nemmere at finde fodfæste uden for forsorgstilbuddene har Aarhus Kommune allieret sig med en stribe aktører i et banebrydende projekt, hvor de unge har mulighed for at komme – både når de opholder sig på forsorgshjem, og når de flytter i egen bolig.
Siden nytår har Haldor Huset midt i Aarhus budt en masse nye brugere velkommen og bedt dem om at være med til at forme stedet, så det kan blive et holdepunkt, en hjemlig base, de kan vende tilbage til igen og igen. Et sted fyldt med sociale aktiviteter, meningsfulde fællesskaber, praktiske forløb og rådgivning om livet.
Hvad huset skal kunne rumme og favne, vil brugerne i høj grad selv få indflydelse på i den kommende tid, fortæller Birgitte Thorup, leder af Haldor Huset.
”Vi vil gerne høre de unges stemme og skabe nogle rammer, hvor de kan komme til udtryk. Det er faktisk vores fineste opgave,” siger Birgitte Thorup og fremhæver de forskellige forsorgstilbuds vigtige rolle i at motivere de unge til at tage imod tilbuddet om en tryghedsbase.
Et livsvidne i tilværelsen
Det fireårige pilotprojekt er resultatet af et omfattende samarbejde mellem Bikubenfonden, Kirkens Korshær, Hjem til Alle-Alliancen og Aarhus Kommune. Partnerne vil styrke housing first-indsatsen og hele tilgangen til arbejdet med udsatte unge ved at gentænke den måde, de offentlige og private aktører samarbejder.
”De fleste af os er så heldige, at vi vokser op i et hjem, som vi kan vende tilbage til igen og igen. Desværre er det ikke alle forundt at have sådan et livsvidne i tilværelsen. Det er det, vi forsøger at tilbyde de unge i Haldor Huset,” siger Anette Poulsen, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
Bikubenfonden har støttet det fireårige læringsprojekt med 10 mio. kr. Formålet er at gøre sig erfaringer med løbende involvering af de unge. Erfaringer og læringer, der kan inspirere andre aktører til at indgå nye typer af samarbejder for at hjælpe unge ud af hjemløshed og ind i egen bolig.
”Det, der sker i Haldor Huset, er et nybrud i forhold til, hvordan herberger kan gentænke deres rolle i arbejdet med unge i udsatte positioner. Det kan kun lade sig gøre, fordi Aarhus Kommune og Kirkens Korshær modigt kaster sig ind i en ny måde at samarbejde på, hvor de unge fortsat har en tryg base i Haldor Huset. Også når de er flyttet i egen bolig,” siger Jakob Schjørring, chef for det sociale område i Bikubenfonden.
Haldor Huset drives i forvejen af hjælpeorganisationen Kirkens Korshær, der har et mål om at møde alle mennesker med respekt, nærvær og omsorg uagtet deres tro, baggrund eller livssituation.
“For unge, der har levet et liv på kanten, er relationer og tryghed afgørende. I Haldor Huset får de et sted at lande – og nogen at lande hos,” siger Jeanette Bauer, chef i Kirkens Korshær.
Fakta
Pilotprojektet i Haldor Huset er en del af Housing First-indsatsen, en helhedsorienteret tilgang til hjemløshed vedtaget ved lov. Housing First handler om at sikre alle hjemløse en bolig ved at erstatte forsorgshjem og kortsigtede løsninger med tilbud om permanente hjem.
Haldor Huset henvender sig til udsatte unge under 30 år – uanset om de opholder sig på forsorgshjem eller er blevet tildelt egen bolig. Hvis projektet ikke forlænges efter de fire år, vil brugerne fortsat have adgang til tryghedsbasen, så længe de ønsker det.
Projektet er inddelt i fire udviklingsfaser over fire år. Undervejs skal partnerne gøre sig erfaringer med løbende involvering af de unge med et mål om at inspirere andre aktører til at indgå nye samarbejder.