Publikumsfavorit modtager millionstøtte fra Salling Fondene
The Tall Ships Races Aarhus 2026 får nu yderligere vind i sejlene takket være en generøs donation på 1 mio. kr. fra Salling Fondene.
Støtten fra Salling Fondene er med til at sikre et flot og mangfoldigt program, som det er gratis at deltage i for alle interesserede aarhusianere og tilrejsende gæster.
Fra den 24. til 27. juni 2026 bliver havneområdet omkring Herman Sallings Plads endnu engang forvandlet til et levende festivalområde fyldt med smukke sejlskibe, massevis af musik og et rigt udvalg af andre kulturelle oplevelser. Det bliver en smuk sommerfest i hjertet af Aarhus med en forventning om 400.000 glade gæster fra ind- og udland.
The Tall Ships Races er blandt de helt store publikumsfavoritter i Aarhus. En gæsteanalyse fra 2019-udgaven af eventen viste en imponerende deltagertilfredshed på +95%. Det er derfor oplagt, at Smilets By endnu engang lægger havn og by til den historiske event med de smukke træskibe.
Rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, Rabih Azad-Ahmad, glæder sig til folkefest:
“The Tall Ships Races er en fantastisk, folkelig begivenhed, som er utroligt populær blandt aarhusianerne. Jeg er meget taknemmelig for den flotte støtte fra Salling Fondene, som viser, at Aarhus’ ambitioner om at levere kulturelle events i verdensklasse er værd at bakke op om. Jeg glæder mig til at tage del i festen i det store gratis festivalområde, som kommer til at summe af liv, kultur og fede fællesskaber for både børn, unge og voksne,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Salling Fondene er glade for at støtte endnu en stor byevent, som er åben for alle:
”I Salling Fondene er vi stolte af at støtte The Tall Ships Races Aarhus 2026, der samler tusindvis af mennesker til en folkefest på Herman Sallings Plads. Det mangfoldige og gratis program vil skabe rammerne for uforglemmelige oplevelser, hvor musik, maritime fortællinger og fællesskab går hånd i hånd. Vi ser frem til, at både aarhusianere og gæster fra nær og fjern får mulighed for at tage del i festlighederne og mærke den særlige stemning ved havnen,” siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Musik og maritim historie på menuen
Det endelige program for The Tall Ships Races Aarhus 2026 bliver skabt i samarbejde med lokale og nationale kulturaktører og er stadig under udarbejdelse.
Målsætningen er at omdanne området ved Herman Sallings Plads til en stor markedsplads og præsentere et bredt, familievenligt program med aktiviteter, som giver gæsterne et billede af Aarhus som en historisk havneby.
Udvalgte programhighlights inkluderer:
- En flåde af flotte, gamle træskibe – Skoleskibet Danmark har blandt andet meldt sin ankomst til Smilets By.
- Et væld af musikalske oplevelser med blandt andet Aarhus Symfoniorkester, Aarhus Jazz Orchestra, folkemusik med Tophøj og Barslund, viser fra De Lystige Sømænd, crooneren Emil Otto og pianobar med Bjarne Langhoff og Eskild Dohn.
- Fællessang, hvor hundredvis af børn fra byens skoler og institutioner danner et kæmpe ’Havoptog’, som slutter med sang midt på Herman Sallings Plads – omgivet af de imponerende skibe.
- Gadeoptrædener og gøgl med blandt andet forestillingen GRAND DANOIS!, som blander hæsblæsende cirkusekvilibrisme, livemusik og fandenivoldsk humor.
- Fortællinger fra søens verden og børnevenlige krea-workshops.
Den foreløbige programoversigt kan ses på hjemmesiden https://tsraarhus.dk/
Eventen i Aarhus bliver arrangeret af Aarhus Events v. Aarhus Kommune i samarbejde med en lang række lokale og nationale partnere.
Bag The Tall Ships Races står Sail Training International, som er en velgørende organisation, hvis formål er uddannelse og udvikling af unge mennesker af alle nationaliteter, religiøse og sociale baggrunde gennem sejltræning.
Kontakt
Kristian Thrane, kommunikation og presse, Aarhus Events v. Aarhus Kommune
Tlf.: 2968 5605
Mail: krrt@aarhus.dk