Budgetforlig styrker bibliotekerne i Aarhus
Det netop indgåede budgetforlig i Aarhus styrker bibliotekernes rolle som lokale mødesteder og medborgercentre. Forligspartierne har afsat penge både til Dokk1 og lokalbibliotekerne. I alt får bibliotekerne tilført otte millioner kroner årligt, plus ti millioner til et nyt bibliotek i Lyseng
Bibliotekerne er unikke mødesteder og samlingspunkter. Det ønsker partierne bag det netop indgåede budgetforlig i Aarhus Kommune at styrke. Derfor har de fra 2021 afsat to millioner kroner årligt til bemandet åbningstid og aktiviteter på de lokale biblioteker.
”Det er et fantastisk forlig for biblioteksområdet. Medborgercentrene er vigtige rammer om fællesskab, læring og viden. De er naturlige samlingspunkter i lokalsamfundene. Bibliotekerne har noget for alle børn, unge voksne og ældre. Den udvikling skal vi fortsætte og styrke i de kommende år,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Rabih Azad-Ahmad.
Derudover er der afsat en million kroner årligt til at styrke bibliotekernes materialesamling målrettet børn og unge. Forligspartierne ønsker at bruge bibliotekernes gode erfaringer med at styrke kreativitet og læselyst hos børn og unge.
”Evnen til at læse har en afgørende betydning for, hvordan børn klarer sig som voksne. Bibliotekerne er gode til at give flere børn lyst til at læse. Jo mere vi kan motivere børn og unge til at læse, desto bedre bliver de til det. Jeg er derfor glad for, at vi nu får mulighed for at købe flere attraktive materialer til børn og unge,” siger Rabih Azad-Ahmad.
Dokk1 er blevet særdeles populært. Siden åbningen har flere end 6.000.000 besøgt huset. De mange besøg slider på faciliteterne og forligspartierne har derfor fra 2024 til 2033 afsat fem millioner kroner årligt til vedligeholdelse og reinvesteringer i inventar og it-udstyr på Dokk1 og til opgradering af lokalbibliotekernes inventar og it-udstyr.