Vinderen er fundet: Sådan bliver det nye LYS1
Det står nu klart, at det bliver BASE Entreprenør A/S som totalentreprenør, der skal opføre det kommende mødested med bibliotek, idræt og borgerserviceydelser i Lyseng, LYS1. Fredag blev projektet vist frem for lokalområdet.
For et år siden blev byggeriet af LYS1 sendt i udbud. Fredag den 3. september kunne repræsentanter for Aarhus Kommune og Fonden Lyseng Idrætscenter præsentere vinderprojektet.
Vinderbuddet er lavet af BASE Entreprenør i samarbejde med arkitektfirmaet Kjaer & Richter, Arkplan og ingeniørfirmaet Viggo Madsen. Det kunne rådmand Jesper Kjeldsen fortælle de fremmødte i Lyseng, Højbjerg, fredag eftermiddag.
- Det er en fantastisk følelse endelig at kunne vise denne milepæl frem for alle. LYS1 bliver en kæmpe aktør, når vi kombinerer idræt og fitness med bibliotek, borgerservice og lokalarkiv. Området kommer til at blive en lomme i byen, hvor det meste kan lade sig gøre, og jeg glæder mig virkelig til at se det færdige resultat, siger rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen.
Fællesskab til alle
LYS1 bliver et hus med højt til loftet, hvor man vil føle sig velkommen som del af et mangfoldigt fællesskab for alle aldre.
På biblioteket vil man kunne dykke ned i et hav af gode bøger, foredrag og workshops, i fitnesslokalerne vil man kunne få pulsen i vejret og hos den nyoprettede borgerserviceafdeling vil man eksempelvis kunne få hjælp til nyt pas eller MitID. Det nye mødested vil også indeholde lokalarkiv og give rum til både foreninger og selvorganiserede grupper.
Bygherre er Aarhus Kommune og Fonden Lyseng Idrætscenter.
- LYS1 bliver med de mange forskellige tilbud et stort aktiv for hele området, så jeg er virkelig glad for, at vi i dag tager et stort og vigtigt skridt mod realiseringen. Det er vigtigt, at vi får en trafikal løsning for området, der virkelig kan være under pres, siger Nicolaj Bang rådmand for Teknik og Miljø.
Hos Fonden Lyseng Idrætscenter er man glad for, at projektet nu nærmer sig realisering.
- I Fonden Lyseng Idrætscenter er vi meget glade for, at næste kapitel i rejsen mod LYS1 nu er skrevet. Foreningerne, ildsjælene og de mange frivillige kræfter har arbejdet i mere end 10 år, og nu glæder vi os til at komme i gang med byggeriet og til at tage det færdige LYS1 i brug - Sydbyens Community Centre! Tak til Salling Fondene og tak til Lokale og Anlægsfonden for jeres støtte og ligeledes tak til Aarhus Kommune, Kultur og Borgerservice plus Teknik og Miljø. Vi glæder os til at fortsætte samarbejdet - også når LYS1 er taget i brug, siger formand for Fonden Lyseng Idrætscenter Hans Skou.
Udover det kommende mødested, LYS1, blev en trafikal løsning også præsenteret fredag. Hvor der tidligere kun har været én adgang for biler til Lyseng Idrætscenter, vil der i forbindelse med byggeriet blive åbnet op, så ind- og udkørsel bliver separeret. Det giver både et sikkerhedsmæssigt løft til området, ligesom det vil få trafikken til at glide bedre.
Støtte fra fonde
Økonomisk bidrager Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune med 59,1 millioner kroner, mens Fonden Lyseng Idrætscenter bidrager med 50,8 millioner kroner. Dertil kommer støtte fra Lokale og Anlægsfonden på 15 millioner kroner samt 10 millioner kroner fra Salling Fondene.
- Med LYS1 bygger vi Danmarks første rigtige bud på et community center- et lokalt mødested, hvor man vil opleve at blive budt velkommen, uanset om man kommer for at dyrke kampsport, løfte vægte, låne bøger, danse eller høre en talk. LYS1 vil skabe mulighed for at mødes, blive inspireret og være en del af et fællesskab. Ideen til LYS1 er inspireret af de canadiske community centre, hvor idræt og kultur sammen bidrager til et rigt fritidsliv. Det glæder vi os til at se ske i LYS1, siger Anna Hassel, arkitekt og udviklingskonsulent i Lokale og Anlægsfonden.
Også hos Salling Fondene ser man frem til at se det nye hus.
- LYS1 er et utroligt spændende projekt, der bliver et mangfoldigt og levende samlingspunkt, hvor idræt, kultur og borgerservice mødes under ét tag og skaber nye muligheder for fællesskaber og aktiviteter i lokalområdet. Det glæder os i Salling Fondene at være med til at støtte udviklingen af et sted, hvor mennesker kan mødes på tværs af alder, interesser og aktiviteter, siger Karin Salling, næstformand i Købmand Herman Sallings Fond.
Byggeriet ventes at stå færdigt i efteråret 2029.