Gå til hovedindhold
Nyheder fra Kultur og Borgerservice

Idræt og børnekultur får et vigtigt løft med budgetforliget i Aarhus

Budgetforliget baner vejen for at udvikle Brobjerg til et nyt epicenter for børne- og ungekultur og for flere og bedre idrætsfaciliteter til gavn og glæde for aarhusianerne. Rådmand for Kultur og Borgerservice, Jesper Kjeldsen, er glad.

Indhold

    På trods af store samfundsmæssige og økonomiske udfordringer, der skal løses med Aarhus Kommunes budget i forhold til socialområdet, Aarhus Ejendomme, børns læring og kollektiv transport, så er det med budgetaftalen alligevel lykkedes at få et markant løft på vigtige områder i Kultur og Borgerservice.

    Budgetaftalen betyder, at der sættes gang i en plan for en etapevis udvikling af Brobjerg til et nyt og visionært børnekulturproduktionscenter. Der er også afsat 15 mio. kr. til flere og bedre idrætsfaciliter og fra 2030 7,5 mio. kr. årligt til driften.

    -  Forligspartierne er nået i mål med et balanceret budget, hvor børnekultur og idræt prioriteres til gavn for aarhusianerne. Jeg er superglad og taknemmelig over, at der nu sættes penge af til arbejdet med Brobjerg, der har potentiale til at blive et epicenter for børne- og ungekultur. Det er afgørende for mig som kulturens rådmand, at vi har stærke kulturmiljøer i Aarhus, og med planerne for Brobjerg kan vi i højere grad styrke fødekæderne, siger Jesper Kjeldsen.  

    Der afsættes 20 mio. kr. i 2030 til en etapevis renovering af Brobjerg, der anslås at koste 175 mio. kr. i første fase. Heraf skal der skaffes 120 mio. kr. i ekstern finansiering.
     

    Tiltrængt renovering af Gellerupbadet 

    Med budgetaftalen kan der sættes gang i en renovering af Gellerupbadet. - Jeg er rigtig glad for, at Gellerupbadet endelig kan få en tiltrængt renovering til gavn for de mange børn og voksne, der gerne vil svømme, siger Jesper Kjeldsen. 

    Blandt forligspartierne er der enighed om at skrinlægge de tidligere planer om et Familiebad Gellerup. De afsatte anlægsmidler på 83 mio. kr. til Familiebad Gellerup kan nu anvendes til renovering af Gellerupbadet, og det vækker glæde hos Metin Lindved Aydin, rådmand for Sundhed og Omsorg.
    - Gennem mange år har vi ønsket at forbedre svømmemulighederne i Gellerup. Vi er glade for, at vi med budgetforliget kan sætte gang i en renovering af det slidte Gellerupbad, så vi kan forbedre svømme- og badeforhold for gæsterne, siger Metin Lindved Aydin.
     

    Bedre udnyttelse af faciliteter til idræt og fritid

    Aarhus vækster, og der har længe været et stort pres på idrætsfaciliteterne.
    - Jeg er glad for, at forligspartierne har forpligtet sig til at sætte farten op, så vi sætter streg under temposkiftet. Vi skal have flere og bedre steder, hvor børn, unge, voksne og ældre kan bevæge sig, dyrke idræt, svømme og være en del af et fællesskab. Det er med til at give livskvalitet og styrke folkesundheden, siger Jesper Kjeldsen.

    De afsatte midler i budgetforliget vil medvirke til at implementere anbefalingerne i Aarhus Kommunes analyse ’En bedre vej til nye idrætsfaciliteter.’  

    Analysen er udarbejdet med input fra frivillige bygherrer og viste, at vejen fra ide til færdig facilitet er præget af lange og komplekse processer. Det skal der laves om på.

    - Alt for mange frivillige farer vild i vores store kommune og risikerer at miste deres engagement, når de forsøger at etablere nye idrætsfaciliteter. Det gør vi nu enklere bl.a. med et rejsehold, der skal hjælpe de mange frivillige, der knokler for deres foreninger og lokalsamfund, siger Jesper Kjeldsen.
     

    Aarhus ruster sin kulturelle modstandskraft  

    Budgetforliget sætter også fokus på at styrke den kulturelle modstandskraft. Samfundet trues af global usikkerhed, øget splittelse og nye medier, og her kan kunst, kultur, fællesskaber og foreningsliv spille en vigtig rolle både i midtbyen og i oplandet.
    - Jeg er glad for, at vi med budgetforliget gør kulturen til en del af løsningen på nogle af de store udfordringer, vi står overfor som samfund. I Aarhus er vores kultur- og foreningsliv og stærke lokale fællesskaber en vej til dannelse og et værn mod de nedbrydende kræfter, vi desværre står ansigt til ansigt med, siger Jesper Kjeldsen.


    Opgør med socialt snyd

    Med budgetforliget er der fra 2027 afsat 3,7 mio. kr. årligt til at styrke indsatsen for at stoppe socialt snyd.

    - Det er helt afgørende, at vi slår hårdt og konsekvent ned på socialt snyd. Snyd skal stoppes, og derfor er vigtigt, at vi kan skærpe indsatsen. Det styrker retfærdigheden og tilliden til vores velfærdssystem, siger Jesper Kjeldsen.

    Med budgetaftalen bliver desuden sat yderligere tempo på arbejdet med at etablere en samlet Borger- og Virksomhedsservice (SBV), der skal sikre borgere og virksomheder en enklere indgang til Aarhus Kommune.

    Udvalgte dele af budgetaftalens betydning for Kultur og Borgerservice:

    • Kongelunden: For at sikre den fulde brugeroplevelse på fodboldstadion, atletikstadion og Sportens Hus uden yderligere besparelser på projekterne afsættes 28 mio. kr. til håndtering af de økonomiske ubalancer.
    • Train: Spillestedet Train får et ekstraordinært driftstilskud på 2,5 mio. kr. Tilskuddet fremrykkes til 2026 for at understøtte den ekstraordinære belastning i forbindelse med flytningen. Fra 2027 forøges driftstilskuddet med 350.000 kr. årligt for at understøtte et varieret program af høj kvalitet i Trains nye rammer.  
    • Sydhavnskvarteret: Det skal undersøges, om Jægergårdsgade 154C i en midlertidig periode kan være et samlingssted for bydelens fællesskaber
    Sidst opdateret: 17. september 2026