Gå til hovedindhold
Nyheder fra Kultur og Borgerservice

Millionstøtte til nyt projekt: Gaming skal åbne nye veje for sårbare unge

Sårbare unges interesse for computerspil og digitale fællesskaber bliver afsæt for nye veje til trivsel, uddannelse og job. VELUX FONDEN og Det Obelske Familiefond har tilsammen bevilget knap 5,5 mio. kr. til projektet GAMEWAY – Unge i spil, hvor Filmby Aarhus er projektleder.

Indhold

    For nogle unge er computerspil det sted, hvor de føler sig allermest hjemme. Nu skal den interesse bruges som en styrke og indgang til nye fællesskaber, uddannelse og arbejdsliv.

    Det er idéen bag GAMEWAY – Unge i spil, som Filmby Aarhus har udviklet sammen med Exzentriq Academy og Center for Digital Pædagogik. Projektet har modtaget samlet knap 5,5 millioner fra VELUX FONDEN og Det Obelske Familiefond.

    GAMEWAY henvender sig til sårbare unge, der f.eks. kan have udfordringer som autisme, ADHD, angst, ensomhed og skolevægring og hvor det derfor kan være svært at finde fodfæste i traditionelle uddannelses- og arbejdsmiljøer. 

    Ambitionen er at nå omkring 200 unge. De skal ikke visiteres til projektet, men forskellige kommunale forvaltninger og samarbejdspartnere kan anbefale unge at deltage. 

    Kultur, erhverv og social indsats spiller sammen

    I stedet for at fokusere på det, de unge har svært ved, tager GAMEWAY afsæt i noget, mange af dem allerede mestrer og interesserer sig for: computerspil, teknologi og digitale fællesskaber.

    Jesper Kjeldsen, rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, slår fast, at 
    GAMEWAY peger på noget vigtigt.

    - Vi skal blive bedre til at se potentialet i de unge, som ikke altid finder deres vej gennem de traditionelle systemer. Gaming og digitale fællesskaber fylder allerede enormt meget i mange unges liv, og det skal vi turde bygge videre på. Min ambition er, at Aarhus skal være en by, hvor der er flere veje til fællesskab, uddannelse og arbejdsliv. Samtidig styrker vi fødekæden til de kreative erhverv ved at åbne døren for unge med interesser og kompetencer, som vi måske ellers overser. Det er præcis den slags koblinger, vi skal skabe flere af i Aarhus. 

    De unge får blandt andet mulighed for at deltage i en gamingklub sammen med medarbejdere fra spilbranchen, komme i praktikforløb hos virksomheder og møde relevante uddannelser. Samtidig etableres fritidsfællesskaber og sociale aktiviteter og der etableres et ungepanel, så deltagerne får indflydelse på projektets udvikling.

    Filmby Aarhus, som er en del af Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune bliver omdrejningspunkt for projektet. Her findes allerede et miljø af spil-, film- og medievirksomheder, som kan åbne dørene til en branche, hvor de unges interesser og kompetencer kan få konkret værdi.

    Virksomhederne bliver en del af løsningen

    Et centralt element i GAMEWAY er netop samarbejdet med virksomheder. De unge skal ikke alene høre om mulighederne i branchen, men møde medarbejderne, løse konkrete opgaver og opleve, hvordan deres egne interesser og færdigheder kan bruges i en professionel sammenhæng.

    - I Filmby Aarhus har vi virksomhederne, fagligheden og miljøet samlet på ét sted. Med GAMEWAY kan vi bruge det økosystem til at skabe møder, som ellers ikke ville opstå. Målet er ikke, at alle unge skal arbejde i spilbranchen. Målet er, at flere oplever, at de kan noget, at de har noget at bidrage med, og at der findes en vej videre, som giver mening for dem, fremhæver Steen Risom, chef for Filmby Aarhus.

    To fonde gør projektet muligt

    Med bevillinger på henholdsvis 2.941.227 kroner fra VELUX FONDEN og 2.500.000 kroner fra Det Obelske Familiefond er det muligt at realisere GAMEWAY som et flerårigt udviklingsprojekt. 

    VELUX FONDEN er en almennyttig fond, der ønsker et demokratisk og bæredygtigt samfund på et oplyst og inkluderende grundlag. Det Obelske Familiefond støtter initiativer, der skaber varig social forandring hos børn og unge i udsatte positioner og hjælper dem til bedre livsmestring.

    Dertil bidrager Aarhus Kommune og Filmby Aarhus med omkring 1 mio. kr.

    Sidst opdateret: 8. oktober 2026