Gå til hovedindhold
Nyheder fra Kultur og Borgerservice
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Vilde teknologier er kommet for at blive

Tre dage med robotter, AI og teknologi i fuldt firspring. 27.-29. august indtager teknologifestivalen Vilde Teknologier igen Dokk1 i Aarhus, i år med endnu mere fokus på, hvordan vi skal bruge nye teknologier ansvarsfuldt i vores samfund.

Indhold

    Prøv en rullende robotsofa eller oplev en robothund i aktion. Det er blot nogle af tilbuddene, når festivalen Vilde Teknologier inviterer til inspirerende talks, spændende udstillere fra hele landet og masser af hands-on teknologi for både børn og voksne.

    Festivalen finder sted for fjerde gang på Dokk1 i Aarhus for 27.-29. august og har fokus på, hvordan ny teknologi nu og i fremtiden kan løse store samfundsproblemer. Baggrunden er, at vi i dag står over for udfordringer som klimakrise, sundhedskrise, forsyningskrise, demokratikrise og arbejdskraftskrise – problemer så store og komplekse, at velkendte løsningsmodeller ikke slår til. 

    ”Vi skal være oprigtigt nysgerrige på, hvordan nye teknologier kan bidrage til at gøre vores samfund bedre. Teknologi er en hjørnesten i vores velfærdssamfund, og det skal vi forholde os nysgerrigt og reflekteret til. Her er ’Vilde Teknologier’ et af de tiltag, som gør, at vi sammen kan blive klogere,” siger Jesper Kjeldsen (S), der er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune.

    Han skal sammen med sin byrådskollega Peter Sporleder (C), der er formand for kommunens økonomi- og erhvervsudvalg, åbne festivalen.

    ”Aarhus er en by i vækst og det skal vi fortsætte med at være. En af måderne er at understøtte, at virksomheder i techbranchen har gode forhold. Der spiller vi som kommune en rolle sammen med de mange fine inkubationsmiljøer, man også finder i Aarhus. Blandt andet derfor, har vi dedikerede testzoner, som robotvirksomheder kan bruge til at teste deres produkter i,” siger Peter Sporleder.

    Teknologi til mental sundhed

    Teknologi i plejesektoren er et område i vækst. I Aarhus har man gennem en årrække arbejdet målrettet med at udvikle teknologi til pleje og selvhjælp. Blandt andet har man etableret DokkX som præsenterer ny plejeteknologi. I år står DokkX bag et særskilt program på ’Vilde Teknologier’, som fokuserer på mental sundhed.

    ”Teknologier til at styrke og forbedre vores mentale sundhed vinder i stigende grad frem. Det er i sagens natur spændende, da vi desværre ser en stigning dårlig mental trivsel. Det er et område, som vi i byrådet har haft fokus på af flere omgange. Derfor er jeg glad for, at vi sammen kan bruge en hel eftermiddag på emnet sammen med nogle af de stærkeste eksperter på området,” siger Metin Lindved Aydin (B), der er rådmand for Sundhed og Omsorg i Aarhus Kommune.

     

     

    Fakta om Vilde Teknologier

    • Festivalen løber af stablen 27.–29. august og er igen arrangeret af ITK (Innovation, Teknologi og Kreativitet) i Aarhus Kommune samt en række partnere.
    • Torsdag den 27. august er skoledag, hvor 6.-7. klasser inviteres til en dag fyldt med teknologi, nysgerrighed og praktisk læring – herunder workshops og hands-on aktiviteter, der gør teknologiforståelse relevant og nærværende.
    • Fredag den 28. august er den officielle åbning kl. 10–12 i Store Sal, hvor beslutningstagere og eksperter giver deres perspektiv på, hvordan vilde teknologier kan bidrage til samfundet. Dagen er målrettet fagprofessionelle med fokus på teknologi i praksis. Der vil være faglige oplæg, rundvisninger og udstilling og afsluttes med en session om AI i samfundet – om de valg, vi står overfor, og konsekvenserne af dem.
    • Lørdag den 29. august er en åben dag for alle med sjove og nysgerrige oplevelser for børn og voksne, hvor man kan lege med robotter og udforske teknologi i øjenhøjde.
    • Gennem alle tre dage er der Expo, hvor techvirksomheder, uddannelsesinstitutioner og offentlige aktører udstiller løsninger inden for robotter, droner og AI – og viser, hvordan de vilde teknologier kan løse samfundsproblemer. Der er desuden besøg hos DR Vejrets robotstudie, rundvisning hos bogrobotten TAGE og en interaktiv velfærdsteknologiudstilling i DokkX.
    • Festivalen er arrangeret af ITK Aarhus Kommune og partnere, herunder Aarhus Bibliotekerne, Aarhus Universitet, Dokk1, DokkX, Dansk IT, Odense Robotics, CitCom.ai og Digitaliseringsstyrelsen.
    • Festivalen blev afholdt første gang på Dokk1 i Aarhus i august 2023.
    • Læs mere på www.vildeteknologier.dk 
    Sidst opdateret: 20. august 2026