Gå til hovedindhold

Handelslivet i Aarhus står solidt midt i markant omstilling

En ny handelsanalyse viser, at handelslivet i Aarhus gennemgår en markant udvikling drevet af ændrede forbrugsmønstre, stigende nethandel og efterspørgsel på oplevelser.

Indhold

    Trods store udfordringer har handelslivet i Aarhus formået at omstille sig og bevare sin position som Jyllands største handelsby. Det viser en ny og omfattende handelsanalyse fra COWI for Aarhus Kommune, der har kortlagt udviklingen i detailhandlen fra 2014 til 2025.

    Forandringen er tydelig. Handelslivet fylder samlet set det samme som i 2014, men antallet af butikker er faldet. Større dagligvarebutikker har erstattet mindre købmænd og kiosker, kædebutikker fylder mere, og der er kommet markant flere restauranter, skønhedsklinikker og oplevelsesbaserede forretninger. Midtbyen er i stigende grad blevet et sted, man tager til, for både at handle og opleve.

    ”Det er helt centralt for Aarhus, at vi har en stærk handelsby. Både for aarhusianerne, for alle, der arbejder i erhvervet, og de mange, der besøger vores by. Derfor er det positivt, at erhvervet har evnet at forny sig i en udfordrende tid for fysiske forretninger. Men vi er ikke mål, og vi har alle et fælles ansvar.  Jeg vil gøre mit for, at vi fra byrådets side bliver ved med at bakke op om udviklingen af et levende byliv,” siger borgmester Anders Winnerskjold.

    Butikslukninger har præget mange handelsbyer efter et årti med kriser og stigende nethandel. Også i Aarhus er antallet af detailbutikker faldet, og Midtbyen har mistet 30 pct. Til gengæld er nye service- og oplevelsestilbud rykket ind, hvilket afspejler omstillingen. Midtbyen har fortsat det største butiksudbud i Jylland og står for langt størstedelen af den samlede omsætning.

    Trods den stigende konkurrence fra nethandel er det samlet set lykkedes at fastholde både omsætning og butiksareal, viser analysen. Det skyldes blandt andet en betydelig befolkningsvækst samt de handelsdrivendes evne til at forny sig og skabe oplevelser for kunderne. Det ses tydeligt, at mange butiksdrivende arbejder aktivt med at udvikle butikkernes attraktivitet.

    ”Vi har et meget stærkt handelsliv, der ikke bare ser passivt til, mens udviklingen buldrer afsted. De forretningsdrivende er virkelig gode til at omstille sig til forbrugernes nye mønstre, og det fortjener stor ros. Som byråd har vi en stor opgave i at være samarbejdsvillige og lydhøre overfor de forretningsdrivendes ønsker og behov, så vi ikke bliver en hindring for udviklingen,” siger Nicolaj Bang, rådmand for Teknik og Miljø.

    Særligt Strøget har oplevet en markant udvikling og har formået at fastholde omsætningen siden 2017 – en udvikling, der kun ses i få danske handelsgader. En anden positiv udvikling er på Frederiksbjerg, der har oplevet en stor stigning i caféer og restauranter og samtidig det mindste fald i antallet af butikker og en meget lav tomgang.

    Den mangeårige politiske indsats for at styrke Midtbyen, sikre god lokal dagligvareforsyning og placere større butikker i aflastningsområder vurderes samlet set at have bidraget til, at handelslivet i Aarhus fortsat står robust – også i en tid med store strukturelle forandringer. Senest har Aarhus Byråd afsat 10 mio. kr. til en ny bylivspulje, der skal bidrage til mere liv og flere oplevelser i midtbyen og der er ansat en bylivschef, som skal sikre fremdriften.

    ”Vil vi styrke erhvervslivet, skal vi styrke kulturen. Byens handelsliv og kulturliv hænger beviseligt tæt sammen og løfter hinanden. Derfor skal Aarhus være en endnu mere levende og attraktiv kulturby, hvor vi også prioriterer de steder, der i dag ikke bliver brugt nok. For mig er det helt oplagt at se på, hvordan vi kan få Bispetorv langt mere i spil,” siger rådmand for Kultur og Borgerservice Jesper Kjeldsen.

    Analysen bliver præsenteret for det lokale erhvervsliv på en konference d. 14. april arrangeret af Erhverv Aarhus i samarbejde med Aarhus Kommune.  Formålet er hér at drøfte, hvordan aktørerne i fællesskab kan skabe en endnu mere attraktiv og levende by i fremtiden.

    ”Analysen understreger, at handelslivet i Aarhus er midt i en nødvendig omstilling, hvor det samlede byliv spiller en stadig større rolle. I Erhverv Aarhus arbejder vi målrettet med indsatsen Den levende by, hvor vi samler kræfterne på tværs af erhverv, kultur og byliv, så vi i fællesskab kan udfolde potentialerne. Med den nye bylivspulje og ansættelsen af en bylivschef har vi fået stærke redskaber til at skabe mere liv, samarbejder og flere helhedsoplevelser i midtbyen – også uden for de travleste perioder. Det er afgørende, hvis vi skal fastholde og udvikle Aarhus som en attraktiv handels- og oplevelsesby,” siger Erhverv Aarhus’ direktør Poul Dalsgaard.

     

    Fakta

    •          Handelslivet i Aarhus Kommune omsætter årligt for ca. 21 mia. kr. og beskæftiger omkring 21.000 årsværk inden for detailhandel, hotel og restauration. Det gør handelslivet til kommunens største erhverv samlet set.

    •       I 2025 vurderes hver tredje butik i den centrale midtby at have meget høj attraktion – en fremgang siden 2018, hvor det var tilfældet for hver fjerde.

    •      Frem mod 2040 forventes Aarhus Kommune at vokse med cirka 38.500 nye borgere, hvilket alene giver et øget forbrugsgrundlag på mere end 2 mia. kr. ifølge COWI.
    Sidst opdateret: 14. april 2026