Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Nu tændes 700 julelys …

Cirka 700 energi-rigtige LED pærer kommer til at stråle, når borgmester Anders Winnerskjold den første søndag i advent – 30. november – tænder de mange lys på byens juletræ på Rådhuspladsen, hvor de vil lyse pladsen smukt op i julemåneden.

Indhold

    Igen i år er der mulighed for at komme i julestemning på rådhuspladsen og sammen med mange andre opleve byens juletræ blive tændt, blive underholdt af elever fra Aarhus Musikskoles, synge sammen og støtte Red Barnet, der som altid sælger saft, gløgg og æbleskiver til arrangementet.

    Som traditionen byder, er det Store Hjøllund Plantage, der har leveret den næsten 25 meter høje rødgran, der allerede nu pryder rådhuspladsen og står klar til søndag, hvor borgmester Anders Winnerskjold med hjælp fra to elever fra Musikskolen tænder lysene på træet kl. 16.30.

    Program

    Kl. 16.00

    Velkommen ved Aarhus Musikskoles leder Niels Tilma

    Aarhus Musikskoles Street Band spiller et blandet julerepertoire

    Aarhus Musikskoles Børnekor og Juniorkor synger julesange

    Fællessang med publikum ”Juletræet med sin pynt”

    Kl. 16.30

    Borgmesteren tænder juletræet

    Fællessang med publikum ”Dejlig er den himmelblå”

    Aarhus Musikskoles Street Band afslutter

     

    Sidst opdateret: 28. november 2025