Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj 3. juli i Aarhus

Præcis klokken 10.00 torsdag ankommer D.M. Kong Frederik og Dronning Mary til Aarhus, når Kongeskibet Dannebrog lægger til kaj på dets faste plads ved Herman Sallings Plads. Som altid vil rigtigt mange aarhusianere utvivlsomt være på plads for at byde Kongeparret velkommen til Aarhus – inklusive borgmester Anders Winnerskjold.

Indhold

    Klokken 10.00 kan man nyde synet, når Kongeskibet Dannebrog anløber til kaj, og klokken 10.50 kan man overvære, at Kongeparret forlader skibet for at blive budt velkommen til byen af Aarhus-borgmester Anders Winnerskjold. Sammen med blomsterpigen Rosa Lykke Møller Kring på 8 år fra Næshøjskolen i Harlev vil borgmesteren stå klar til at tage imod, inden Kongeparret skal videre i dagens program.

    Kongeparret besøger Aarhus for at deltage i den officielle åbning af Danmarks EU-formandskab, der kommer til at sætte sit store præg på dagen i Aarhus med markering af overdragelsen af formandskabet på byens rådhus og en stor Europæisk Gadefest i rådhusparken om aftenen.

    Også senere på dagen vil der være mulighed for aarhusianerne og byens gæster for at se Kongeparret, når de klokken 18.35 ankommer rådhuset.

    Sidst opdateret: 30. juni 2025