Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Sinful vinder årets handicappris i Aarhus Kommune

I skarp konkurrence med Job-banken og AGF blev Sinful mandag tildelt årets handicappris i Aarhus Kommune, da prisen blev uddelt ved en ceremoni på rådhuset.

Indhold

    På billedet fra venstre: Repræsentanter fra Jobbanken, AGF, borgmester Anders Winnerskjold og repræsentanter fra Sinful

    Temaet for årets handicappris var beskæftigelse, hvor alle de tre indstillede kandidater har gjort en flot forskel ved at skaber nogle rammer, som har givet nye rum og muligheder for mennesker med handicap.

    Borgmester Anders Winnerskjold: ”Handicapprisen handler om at påskønne de virksomheder, som med respekt, nysgerrighed og nærvær gør en forskel for de af os, som har et lidt sværere udgangspunkt i livet end de fleste, men som insisterer på at deltage, bidrage og være en del af fællesskabet. Begge dele er i min bog respektaftvingende.”

    Aarhus Kommunes handicappris uddeles hvert år i anledning af FN’s internationale handicapdag for at sætte lys på de positive historier for mennesker med handicap. En komité bestående af repræsentanter fra FH, kulturlivet, DH og formandskabet for Handicaprådet vælger årets vinder.

    Finn Amby, formand for Aarhus Kommunes handicapråd: ”Der er desværre kun én virksomhed, der kan gå hjem med prisen, men alle tre nominerede fortjener stor anerkendelse for deres indsats. For den forskel de gør, for dem de drager omsorg for, men også for den indsats de gør for det store fællesskab. De gør Aarhus stærkere og mere inkluderende.”

    Fakta om de nominerede

     Job-banken Aarhus

    Job-banken Aarhus arbejder for at integrere psykisk sårbare førtidspensionister på arbejdsmarkedet. For mange af deres medlemmer kaster førtidspensionen en skygge over deres ressourcer. Men det laver Job-banken om på. Her fokuserer de på det enkelte medlems styrker.

    Gennem vejledning og støtte får medlemmerne en ny start på arbejdsmarkedet.

    Sinful

    Hos Sinful er det vigtigt, at der er plads til alle. Her må man være som man er, og se ud som man gør. Og netop derfor gør Sinful en stor forskel for borgere med handicap. Her er et handicap ikke en stopklods for at kunne bidrage til den daglige drift. Sinful har skabt en inkluderende arbejdsplads, der gør det muligt for borgere med handicap at være en del af arbejdsmarkedet. 

    AGF

    AGF er hele byens hold. Det beviser de ikke kun på banen, men også i alt det, de gør uden for sporten. Hos AGF bliver borgere med fysiske eller psykiske handicap en vigtig del af klubbens aktive arbejdsmiljø.

    Gennem projekterne Virksomhedsøvebaner og Startblokken går AGF sammen med DIF og Aarhus Kommune om at give nogle af byens borgere, den afklaring og støtte, der skal til for at finde vejen tilbage på arbejdsmarkedet. AGF tager et stort socialt ansvar, og har i dag ansat en lang række borgere i fleksjob.

     

    Sidst opdateret: 1. december 2025