Gå til hovedindhold

Jacob Bundsgaard: Tak til en helt fantastisk Dronning

I forbindelse med at Hendes Majestæt Dronning Margrethe har meddelt, at hun 14. januar 2024 efter 52 år overlader Danmarks trone til tronfølger Kronprins Frederik, udtaler Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard:

Indhold

    ”Vores Dronning skal have en uforbeholden tak for alt, hvad hun har bibragt Danmark, Aarhus og embedet som Danmarks dronning. Dronning Margrethe har med viden, indsigt og overblik udført sin livsgerning, der har medført stor respekt for hende overalt i Danmark, overalt i verden. Når Danmark har gennemgået kriser eller glædesstunder har Dronningen været den skarpeste iagttager af tidens klang, og hun har været i stand til at samle nationen i medvind, og når tiderne var os i mod. Af hjertet tak til en helt fantastisk Dronning,” siger Jacob Bundsgaard.

    ”Kongehuset og Aarhus har haft et særligt bånd i alle Dronning Margrethes år på tronen. Familien har fejret utallige højtider på Marselisborg Slot, senest her i julen, hvor familien har været samlet, og tiden har også bragt et utal af både officielle begivenheder og mere uformelle besøg. Siden sine studier i begyndelsen af 1960’erne på Aarhus Universitet har Dronningen haft en kæmpe betydning for byens borgere og byens liv, ikke mindst kulturlivet. Blandt meget andet er Dronningens betydning for Aarhus Festuge uvurderlig. Det ser vi tilbage på med stor taknemmelighed.”

    ”I aften ser vi først og fremmest med beundring på den kæmpe indsats og det livsværk, som Dronningen snart har ført til ende. Vi ser også frem til at hilse tronfølgeren Kronprins Frederik og det nye regentpar velkommen igen i Aarhus. Der er allerede knyttet tætte forbindelser, som vi ser frem til at udbygge i fremtiden.”

     

    Sidst opdateret: 31. december 2023