Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Borgerpanelet vedr. havneudvidelsen indleder sit arbejde

Aarhus Byråd har besluttet at etablere et borgerpanel i forbindelse med den ansøgte udvidelse af Aarhus Havn for at høre almindelige borgeres perspektiver og overvejelser i sagen.

25. okt. 2022
  • Læs op

Indhold

    Onsdag 26. oktober samles Borgerpanelet for første gang, og dermed udvides den igangsatte ekstraordinære borgerinddragelsesproces, inden byrådet skal tage stilling til den ansøgte havneudvidelse.

    Byrådet har nedsat Borgerpanelet for at høre almindelige borgeres perspektiver og overvejelser om den ansøgte havneudvidelse. På den måde ønsker byrådet at lytte til, hvad en havneudvidelse betyder for aarhusianerne, inden byrådet skal træffe en endelig beslutning.

    Tilfældigt udvalgte har fået invitation

    10.000 tilfældigt udvalgte borgere i Aarhus Kommune modtog i slutningen af september 2022 en invitation til at tilmelde sig borgerpanelet. Efter udløb af fristen for tilmelding er 38 borgere udtrukket ved lodtrækning blandt de mange tilmeldte. Der er udtrukket 38 borgere for at sikre, at borgerpanelet gennem forløbet består af (mindst) 36 borgere.

    Deltagerne i borgerpanelet får på en række møder viden om den ansøgte havneudvidelse og mulighed for at give input til medlemmer af byrådet. Målet er at klæde borgerne på til at formulere sit eget svar på spørgsmålet: Hvordan vægter du fordele og ulemper ved en udvidelse af Aarhus Havn?

    Dette skal borgerpanelet sættes i stand til på en række møder, hvor repræsentanterne fra Aarhus Kommune, repræsentanter fra Aarhus Havn samt eksterne eksperter blandt andet vil holde oplæg om følgende emner:

    • Behovet for en udvidelse af Aarhus Havn
    • Kystlinje, kystlandskab og rekreativ værdi
    • Påvirkningen af havmiljøet
    • Klimabelastning/CO2-aftryk

    Borgerpanelet kan stille uddybende spørgsmål

    Deltagerne i borgerpanelet kan undervejs stille uddybende spørgsmål, foreslå eksperter og oplægsholdere samt yderligere andre emner, som ønskes belyst. Borgerpanelets medlemmer får desuden adgang til skriftlige materialer, men det er frivilligt, om medlemmerne ønsker at læse dem.

    Borgerpanelets møder er lukkede, hvorfor det desværre ikke er muligt at deltage i eller overvære borgerpanelets møder. Dette skal også sikre deltagernes privatliv og eventuelle ønske om anonymitet.

    Borgerpanelets foreløbige program kan læses på hjemmesiden https://aarhus.dk/borgerpanel

    Sidst opdateret: 4. september 2023