-Nu kan vi endelig synge igen
Afslutningen på to års coronaindsats i udsatte bydele blev markeret med taler, mad og fællessang.
Det kendetegner det folkelige fællesskab, at møder altid starter med en sang. Det skete også da aktører fra kommune og civilsamfund mødtes i Gellerup, for at markere afslutningen på den store indsats i området for at udbrede test og vaccine mod covid. Men netop på grund af covid, har det at synge ikke været en selvfølge de seneste år. Som dagens pianist, Martin, sagde: ”Jeg er vant til at sprede glæde og slet ikke vant til, at det jeg laver, er farligt - men nu kan vi endelig synge igen.”
Der var mange lovord fra Klaus Hvegholm Møller, som er leder af Nærpolitiet i Aarhus Vest. Ikke kun til de repræsentanter for civilsamfundet, der har gjort en stor indsats, men til alle beboere som sådan:
”Jeg troede ikke mine egne øjne, da jeg så statsministerens pressemøde, og hørte at hele Danmark skulle lukke ned, og da jeg kørte på arbejde, tog det nærmest 1/2 år at komme hjem. Der kom hele tiden lovændringer, men i Gellerup kørte det, og man rettede ind og handlede efter sund fornuft. Man rykkede sammen, og det var en fantastisk oplevelse. Jeg troede det kunne have endt i hvad som helst. Men jeg er fuld af fortrøstning. Mange kunne lære af Gellerup.”
Også tidligere Stadsdirektør Niels Højberg roste den indsats, der var ydet af lokale i Herredsvang, Bispehaven, Tilst og Viby Syd og Gellerup, som for eksempel bydelsmødre, coronakøvagter og lignende. At indsatsen for at vaccinere har reddet liv, var Niels ikke i tvivl om.
En af de meget synlige repræsentanter for civilsamfundet i Gellerup, er Simon El-Zeinab. Ikke kun fordi han er 2 meter høj, og en imponerende skikkelse; også fordi han under hele covid har simultantolket alle pressemøder live, på sin Facebookside – ofte med flere tusinde tilhørere. Simon holdt også tale, og sendte en venligt vink til sine danske medborgere, der i stort omfang hamstrede varer, da covid-smitten brød ud.
”Os der er kommet fra Libanon, ved lige præcis hvad det er nødvendigt at hamstre - vi har jo oplevet nød og mangler flere gange, da vi sad i flygtningelejrene. Det var helt til grin, hvad danskerne hamstrede,” og indforstået latter brød ud flere steder i rummet – ikke mindst fordi man i nogle muslimske kredse ikke anvender toiletpapir af religiøse årsager.
Tovholder for arrangementet var Pernille Brandt, Udviklingskonsulent i MSB og koordinator for Integrationsnetværket, som samler kommune og civilsamfund om mange forskellige indsatser.
Indsatsen mod covid har givet Pernille megen læring: ”Det er civilsamfundet der har gjort kommunen klog. Det er dem der har fortalt os hvordan vi sammen skulle handle, for at få budskaberne spredt og få flest muligt med på vognen. Vi tror på, at den indsats vi har ydet sammen, har været årsag til at det er gået så godt, som det trods alt er gået.”
Inden alle blev bespist med frugt, humus og somaliske samosa’er tog en af de lokale imamer også ordet, for at takke alle for indsatsen og dele et ønske om fred til Ukraine.