Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Dronningen besøger Aarhus som del af årets sommertogt

Som del af sommertogtet med Kongeskibet Dannebrog gæster Hendes Majestæt Dronningen Aarhus i dagene 3. og 4. juni 2022, hvor byen også vil fejre Majestæten i anledning af regeringsjubilæet.

11. feb. 2022
  • Læs op

Indhold

    Hendes Majestæt Dronningen besøger Aarhus som del af årets sommertogt og vil gæste byen over to dage i juni måned. Aarhus er klar med en stor, folkelig og festlig fejring, der også byder på en markering af Majestætens 50-års regeringsjubilæum.

    Borgmester Jacob Bundsgaard er vært og ser frem til nogle festlige dage i juni: ”I Aarhus har vi meget ofte glæde af Hendes Majestæt Dronningens tilstedeværelse, men det er første gang, hun ankommer til Aarhus som del af et officielt sommertogt med Kongeskibet Dannebrog. Det giver os en kærkommen mulighed for at holde en stor fejring af hendes 50-års regeringsjubilæum og præsentere Majestæten for forskellige sider af byens mangfoldige liv,” siger Jacob Bundsgaard.

    Anløb ved Havnepladsen

    Sommerbesøget indledes fredag 3. juni kl. 10 med anløb af Kongeskibet Dannebrog ved Havnepladsen i Aarhus Midtby. Her modtages Dronningen af blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard og en festklædt by.

    Dronningen kan se frem til et spændende og mangfoldigt program, som over to dage byder på et væld af oplevelser og viser både nye og velkendte sider af Dronningens Aarhus. Der er forventet afsejling fra Aarhus Havn lørdag 4. juni om aftenen.

    Det endelige program for Dronningens sommertogt ventes offentliggjort i løbet af foråret.

    Sidst opdateret: 4. september 2023