Gå til hovedindhold
Nyheder fra Borgmesterens Afdeling

Undgå ubudne gæster i julen

Undgå ubudne gæster i julen

16. dec. 2022

Indhold

    Indbrud og jul hænger desværre sammen. Hvert år i juletiden stiger antallet af indbrud, og det er faktisk den tid på året, hvor der typisk sker flest indbrud.
    I juleferien har indbrudstyven nemlig de perfekte forhold, fordi mange af os ikke er hjemme.

    Og selvom sikkerhed i hjemmet nok ikke er det første, man tænker på i den travle juletid, gælder det om at være ekstra på vagt over for indbrudstyve i de kommende juledage.

    Den gode nyhed er, at der heldigvis er meget, man selv kan gøre for at undgå indbrud i sit hjem.

    Følg de tre gode råd:

    Sikr’ dine vinduer

    66 procent alle indbrud sker gennem vinduer. Du kan sikre dine vinduer ved at montere sikkerhedsbeslag eller ved at skrue eller fuge listerne fast. Det gør det langt mere besværligt for tyven at komme ind. Husk også terrasse- og havedøren.Tænd lys

    Selv om elpriserne er på himmelflugt for tiden, er det stadig en god idé at der er lys i din bolig, både når du er hjemme, og når du ikke er. Du kan skifte til LED-pærer eller bruge et tænd-og-sluk-ur til at få det til at se ud som om, nogen er hjemme. Erfaringen viser, at indbrudstyvene er tilbøjelige til at holde sig fra huse, hvor (det ligner) der er nogen hjemme.

    Få naboen til at holde øje

    Sørg for at der er mennesker i nabolaget. Aftal med dine naboer, at I går tur på forskellige tidspunkter af dagen, tilmeld jer nabohjælp og hjælp hinanden med at holde øje. Hvis noget virker mistænkeligt, kan I ringe til politiet på tlf. 114.

    Mød Politi og borgmester:

    Kom og få en snak om indbrud og ubudne julegæster med borgmester Jacob Bundsgaard og chefpolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Klaus Arboe Rasmussen.

    Mandag 19. december kl. 15:00-16:00 kan man møde chefpolitiinspektøren og borgmesteren på Aarhus Banegård. Kom forbi og få en snak om indbrudssikring og få gode råd til, hvad du selv kan gøre for at undgå ubudne julegæster.

    Se pressemeddelelse fra Østjyllands Politi ”Forstærket indsats mod indbrud i julemåneden” her: Forstærket indsats mod indbrud i julemåneden | Nyheder | Østjyllands Politi

    Sidst opdateret: 4. september 2023