Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Trivslen i folkeskolen stiger - igen

Ni ud af ti elever i den aarhusianske folkeskole oplever god generel skoletrivsel. Det viser resultaterne af årets nationale trivselsmåling, og for andet år i træk er der sket en stigning i forhold til året før.

Indhold

    Flere og flere børn og unge i Aarhus Kommune har det godt i folkeskolen. Det viser den nationale trivselsmåling for dette skoleår. 89,8 procent af eleverne er i god generel skoletrivsel, og det er en fremgang i forhold til sidste år. Også dengang viste resultaterne af trivselsmålingen en stigning i den generelle skoletrivsel. Siden 2024 er andelen af elever i god generel trivsel i folkeskolen således steget med 2,8 procentpoint efter en periode på flere år, hvor den har været faldende.

    - Det gør mig naturligvis glad, at vi har fået vendt udviklingen, og at flere børn giver udtryk for, at de generelt har det godt i vores folkeskoler. Det er helt afgørende for deres udvikling og læring, at de har det godt og trives, siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

    Den positive udvikling ses ligeledes på landsplan og blandt de seks største byer i Danmark, dog er andelen af børn i god generel skoletrivsel højest i Aarhus Kommune. På tværs af alle landets folkeskoler er 88,1 procent af eleverne i god trivsel. I de seks største byer, ligger andelen på 89,1 procent.

    På trods af de gode resultater og den positive udvikling, er der betydelige forskelle i elevernes trivsel mellem de 47 folkeskoler og specialskoler i Aarhus Kommune. På enkelte skoler har hvert tiende barn svaret, at de er blevet mobbet enten ’Tit’ eller ’Meget tit’ i løbet af dette skoleår, ligesom der er skoler, hvor over 10 pct. af eleverne har svaret, at de føler sig ensomme.

    - Derfor er det vigtigt, at de enkelte skoler har et lokalt fokus på trivselsindsatser, som er tilpasset den situation, de står i og de børn, de har. Vi skal være nysgerrige på, hvad det skyldes og endnu vigtigere, hvordan vi forholder os til det, så børnene får det bedre, siger Thomas Medom og sætter samtidig fokus på kønsforskellene i resultaterne af trivselsmålingen. Hvor 92 procent af drengene har svaret, at de er i god generel trivsel, gælder det kun for 88 procent af pigerne i den aarhusianske folkeskole.

    - Igen i år ser vi, at der er ret mærkbar forskel på piger og drenges generelle trivsel i folkeskolen. Det er en landsdækkende tendens og en konkret problematik, som vi skal blive klogere på og forsøge at komme til livs, siger Thomas Medom.

    Også i forhold til elevernes herkomst er der forskelle. Den generelle trivsel blandt børn med udenlandsk herkomst er således to procentpoint lavere end blandt børn med dansk herkomst. Særligt i forhold til spørgsmål om social trivsel, svarer børn med anden etnisk herkomst end dansk betydeligt mere negativt. Omvendt viser resultaterne, at den faglige trivsel i folkeskolen er størst hos børn med udenlandsk herkomst.

    Fakta

    Siden skoleåret 2014/2015 har Børne- og Undervisningsministeriet hvert skoleår afviklet den nationale trivselsmåling i perioden fra 20. januar til 20. marts.
    Målingen omfatter elever på kommunale folkeskoler og specialskoler i hele landet fra 0.-9. klasse.
    I Aarhus Kommune var svarprocenten i år på 91 procent. 

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61.

    Sidst opdateret: 9. juni 2026