Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Budget 2025: Millioner på vej til folkeskolerne i Aarhus Kommune

Folkeskolerne har været det store tema ved dette års budgetforhandlinger i Aarhus Kommune. Som forventet indeholder det netop indgåede budgetforlig en forøgelse af skolernes budgetter, og det vækker glæde hos rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

Indhold

    “Med budgetforliget har vi sikret det største løft af folkeskolernes økonomi i nyere tid. Det er jeg glad for, fordi det har skolerne virkelig brug for,” siger Thomas Medom.  

    Forligsparterne bag budgetforliget, som består af alle byrådets partier undtagen Liberal Alliance, lægger op til, at folkeskolerne tildeles et varigt løft af budgettet på 50 mio. kroner om året. Disse penge kan skolerne selv disponere over efter lokale behov. Derudover er der enighed om, at der skal investeres i alt 210 mio. kroner til skoleområdet over de næste fire år fordelt med 60 mio. kroner i 2025 og 50 mio. kroner i perioden 2026-2028. Investeringen skal understøtte Børn og Unges arbejde med at forebygge mistrivsel og sikre, at flere børn kan lære, trives og udvikle sig i den almindelige undervisning. 

    “Presset på folkeskolernes økonomi skyldes først og fremmest store stigninger i udgifterne til specialundervisning. Vi har allerede gang i mange gode initiativer og tiltag, som skal sikre, at flere børn og unge kan være en del af den almindelige undervisning. Men vi skal gøre endnu mere,” siger Thomas Medom.
     

    Omstillingsplan for Børn og Unge 

    I budgetaftalen beder forligsparterne samtidig Børn og Unge om at igangsætte en omstillingsplan, som skal føre til, at skoleområdet tilføres yderligere 50 mio. kroner i budgetperioden fordelt med 10 mio. i 2025 og 2026 og 15 mio. i 2027 og 2028. Et markant mindre beløb, end der var lagt op til i borgmesterens udspil. 

    “Jeg er ikke begejstret for, at de penge, skolerne har brug for, skal tages fra andre tilbud i Børn og Unge, som også spiller en stor rolle for børn og unges trivsel. Men jeg er tilfreds med, at vi har fået forhandlet beløbet betydeligt ned, og at der er tale om engangsbeløb. Uanset hvad, venter der en stor opgave med at finde pengene. Vi kommer ikke uden om, at det kan blive nødvendigt at se på mere vedvarende tiltag, når det er et beløb i den her størrelsesorden,” siger Thomas Medom og understreger, at udfordringerne med folkeskolernes økonomi ikke er løst med dette budgetforlig alene. 

    “Det står direkte i budgetaftalen, at vi skal se på behovet for flere investeringer i folkeskolen i de kommende år. Det har jeg tænkt mig at holde mine byrådskolleger op på. Jeg er særligt optaget af, at vi nu har forpligtet os til at tage fat på arbejdet med en ny budgetmodel for specialundervisning, som tager hensyn til den samfundstendens, stigningen i antallet af elever med behov for specialundervisning er udtryk for,” siger Thomas Medom. 

    Ekstra kapacitet til specialskoler 

    Forligsparterne bag budgetforliget har samtidig aftalt, at der skal tages fat på kapacitetsudfordringerne på kommunens to specialskoler. Mere konkret er det aftalt, at der afsættes i alt 141,1 mio. kroner til om- og udbygning af Kolt Skole til en nye afdeling af Langagerskolen. For Stensagerskolens vedkommende beder forligsparterne om, at det inden udgangen af 2024 bliver undersøgt, hvor der kan etableres ekstra kapacitet. Herunder muligheden for at bruge Ellehøjskolen, som efter planen flytter i nye rammer på Karen Blixens Boulevard fra næste skoleår. 

    “Det er en bunden opgave, at vi finder plads til alle de børn og unge, som har brug for vores specialskoler. Derfor er jeg meget tilfreds med, at vi nu får taget hul på at finde ekstra plads til Langagerskolen, og jeg ser frem til, at vi finder en god placering til de pladser, Stensagerskolen får brug for i fremtiden. Næste skridt bliver at sikre midler til driften af de ekstra pladser, vi etablerer,” afslutter Thomas Medom. 
    Sidst opdateret: 20. september 2024