Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Aarhus Kommune overholder loven om minimumsnormeringer – lidt endnu

En ny opgørelse fra Danmarks Statistik viser, at Aarhus Kommune overholder loven om minimumsnormeringer. Det glæder rådmanden for Børn og Unge, Thomas Medom, som dog samtidig understreger, at der ikke er tid til at hvile på laurbærrene. Om kort tid kan det nemlig se helt anderledes ud, siger rådmanden, som bakkes op af en analyse fra foråret.

Indhold

    Danmarks Statistik har udgivet de samlede normeringstal for 2023 i de kommunale dagtilbud i Danmark. Ligesom to tredjedele af landets 98 kommuner, overholder Aarhus Kommune loven om, at der på kommuneniveau i gennemsnit ikke må være mere end tre børn i aldersgruppen 0-2 år for hver pædagogiske medarbejder og seks børn i aldersgruppen 3-6 år for hver pædagogiske medarbejder.

    ”Det er selvfølgelig positivt, at vi overholder loven om minimumsnormeringer, som har været med til at sikre en bund og har standset mange års tilbagegang i de kommunale dagtilbud, hvor der kun er blevet færre voksne til flere børn. Loven er et vigtigt skridt i retningen af højere pædagogisk kvalitet i vores dagtilbud,” siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom.

    I april 2024 udgav Børn og Unge en analyse af minimumsnormeringerne i Aarhus Kommune. Analysen var blevet bestilt af forligsparterne bag budget 2024. Den viser, at budgettet på dagtilbudsområdet inden for de kommende år ikke længere kan dække de forventede udgifter til minimumsnormeringer, medmindre der iværksættes korrigerende tiltag.

    Derfor skal man ikke glæde sig for meget eller for længe over Danmarks Statistiks opgørelse, mener Thomas Medom.

    ”Der er ingen tvivl om, at hvis ikke vi gør noget, så vil vi om kort tid slutte os til den tredjedel af kommunerne i Danmark, som ikke overholder loven om minimumsnormeringer. Det skyldes først og fremmest det årlige fællesbidrag, som langsomt men sikkert udhuler budgettet på dagtilbudsområdet. Det giver ikke længere mening at stille så store årlige krav til effektiviseringer i vores vuggestuer og børnehaver. Der er allerede skåret helt ind til benet og pengene bruges først og fremmest på løn til medarbejderne,” siger Thomas Medom og spørger retorisk, hvordan man skal skabe effektiviseringer i det daglige pædagogiske arbejde med vuggestue- og børnehavebørn."

    Analysen af minimumsnormeringer i Aarhus Kommune viser, at der er store lokale forskelle i normeringerne på tværs af kommunen.

    ”Der er flere håndtag, vi skal have fat i, hvis vi vil forbedre den pædagogiske kvalitet i dagtilbuddene. Ét af dem er bedre normeringer. Ikke kun på kommuneniveau, men på institutionsniveau, fordi alle børn har ret til, at der nok voksne omkring dem. Et andet er andelen af pædagogisk uddannede medarbejdere, som desværre har været faldende over de seneste år. Vi skal tiltrække flere til pædagogfaget og gøre, hvad vi kan for, at de også har lyst til at blive i vores vuggestuer og børnehaver, når de er færdiguddannet,” siger Thomas Medom.

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 2751 7961

    Sidst opdateret: 1. november 2024