Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Mere plads og bedre indeklima på Solbjergskolen

Flere og flere børnefamilier bosætter sig i Solbjerg syd for Aarhus, og den lokale folkeskole, Solbjergskolen oplever stor elevfremgang. Derfor skal skolen udbygges og moderniseres, så den kan rumme flere elever, tilbyde et godt og tidssvarende læringsmiljø med et sundt indeklima og forblive et centralt mødested i byen.

24. okt. 2022

Indhold

    Det stigende antal elever på Solbjergskolen betyder, at der i indeværende skoleår mangler fem undervisningslokaler. Ifølge prognoser vil det stige til et underskud på 10 lokaler i skoleåret 2026/2027. Samtidig bærer skolen præg af, at der efter flere mindre udvidelser, siden skolen stod færdig i 1965, er behov for at skabe sammenhæng mellem afdelingerne.

    Solbjergskolen er en ældre skole, som er presset på kapaciteten. Der er brug for mere plads, og der er brug for modernisering og indeklimaforbedringer. Derfor bygger vi nye fællesrum og undervisningslokaler, og vi gør store dele af skolen mere tidssvarende. Det vil gøre en positiv forskel for elevernes muligheder for læring, udvikling og trivsel, og det vil gøre det nemmere for lærerne at lave god, differentieret og varieret undervisning,” siger rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom og understreger, at Solbjergskolen fortsat skal tilbyde byen mere og andet end at være den lokale folkeskole.

    Med etableringen af et ungemiljø samt et såkaldt kombibibliotek – som foruden Solbjerg Bibliotek også skal indeholde Solbjerg Egnsarkiv og Solbjergskolens pædagogiske læringscenter (PLC) – forbliver Solbjergskolen et multibrugerhus for borgerne i byen. I tæt samarbejde med Fællesrådet og Solbjerg Idrætsforening, har det desuden været et fokuspunkt, at placeringen af udbygningen sikrer, at skole- og fritidsfaciliteter bindes tættere sammen.

    Det har stor betydning for hele Solbjerg, at der er et samlingspunkt, hvor folk kan mødes på tværs af forskelle til fritidsaktiviteter og foreningsliv. Sådan et sted er Solbjergskolen i dag, og det skal vi bevare,” siger Thomas Medom.

    Den samlede anlægsbevilling til udbygningen og moderniseringen af Solbjergskolen ender på 83,4 mio. kroner. Som en del af finansieringen ansøges der om 1,8 mio. kroner fra klimapuljen til at arbejde med bæredygtighed og initiativer, som nedbringer CO2-udledningen i forbindelse med byggeriet.

    Det forventes, at byggeriet påbegyndes i foråret 2023, hvorefter skolen udbygges etapevis over de næste to år, så der i hele perioden sikres plads til undervisning. Byggeriet afsluttes forventeligt i maj 2025. Indstillingen er godkendt af Magistraten mandag den 24. oktober og behandles af Aarhus Byråd første gang onsdag den 2. november.

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 27 51 79 61