Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Børneterapien inviterer til officiel åbning mandag den 14. marts

Mandag den 14. marts åbner Børneterapien officielt sine nye lokaler på MarselisborgCentret. Dagen markerer overgangen til en mere samlet indsats målrettet børn og unge med motoriske vanskeligheder og fysiske funktionsnedsættelser til gavn for børnene og deres familier.

10. mar. 2022

Indhold

    En proces, der startede for mere end to år siden, munder nu ud i en officiel åbning af Børneterapien. Den samlede Børneterapi skal gøre det lettere for børn og forældre at navigere i de kommunale tilbud til børn med motoriske vanskeligheder og fysiske funktionsnedsættelser. Samtidig skal den være med til at styrke det faglige miljø for de voksne omkring børnene. Rådmand for Børn og Unge, Thomas Medom glæder sig over åbningen af Børneterapien, hvor der har været et særligt fokus på at sætte familierne i centrum: 

     

    ”Ved at samle Børneterapien sætter vi familien i centrum og giver dem en sammenhængende indsats. Det har tidligere været både svært og uoverskueligt for familierne at navigere i indsatserne til deres børn. Her har vores fokus været på at gøre det nemmere for familierne. Samtidig rykker vi indsatsen tæt på barnets hverdag i dagtilbuddet eller skolen, så både pædagoger og lærere får mulighed for at støtte op om indsatsen, alt imens barnet er i kendte, trygge rammer.” 

     

    Et styrket fokus på samarbejdet mellem forskellige fagpersoner på tværs af magistratsafdelingerne vil også lette koordineringen for forældrene, fortæller rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, Anders Winnerskjold.  

     

    ”Med Børneterapien tager vi et stort skridt i retning af en mere helhedsorienteret indsats for børn med motoriske vanskeligheder og fysiske funktionsnedsættelser. Forældre må ikke opleve at stå alene med koordineringen mellem fagpersoner, og derfor har vi lavet én fælles indgang, hvor familierne kan få støtte. Vi har været meget optagede af at sikre et tæt og fagligt stærkt samarbejde mellem de medarbejdere, der visiterer børnene, tildeler hjælpemidler samt træner og vejleder børnene og deres familier i hverdagen.” 

     

    Børneterapien er udviklet og etableret i et tæt samarbejde mellem Børn og Unge, Sociale Forhold og Beskæftigelse samt Sundhed og Omsorg. Samtidig har både forældre, brugerorganisationer og eksterne samarbejdspartnere været involveret i processen omkring samlingen. Rådmand i Sundhed og Omsorg, Christian Budde, glæder sig over, at Børneterapien er er blevet realiseret:   

     

    ”Den officielle åbning markerer opstarten af en mere koordineret og kvalificeret indsats med en forpligtelse til et tæt samarbejde mellem magistratsafdelingerne med børn og familier i centrum. Vi ønsker at skabe en gennemsigtighed i vores tilbud til familierne, og i og med at processen frem mod åbningen blandt andet er foregået i tæt dialog med forældre, sikrer vi ikke bare en styrket faglighed omkring barnet, men også at indsatserne bliver baseret på barnets og familiens behov.” 

     

    Fakta

    • Børneterapien samler de eksisterende indsatser til børn og unge i alderen 0 – 18 år med motoriske vanskeligheder og fysiske funktionsnedsættelser fra Børn og Unge, Sundhed og Omsorg samt Sociale forhold og Beskæftigelse i en ny enhed under Børn og Unge fra 1. januar 2022 i MarselisborgCentret.
    • Terapeuterne vil bevæge sig ud til børnene i deres dagtilbud og på skolerne, mens terapi i specialindrettede terapirum vil foregå i Børneterapiens lokaler på MarselisborgCentret.
    • Børneterapien er udviklet og etableret i et samarbejde mellem Børn og Unge, Sociale forhold og beskæftigelse samt Sundhed og Omsorg - med inddragelse af forældre, brugerorganisationer og eksterne samarbejdspartnere.
    • Terapeuter og rådgivere med speciale på børneområdet koordinerer sammen indsatsen for det enkelte barn i tæt samarbejde med Børneteamet i Sundhed og Omsorg, der står for tildeling af hjælpemidler, og øvrige tværfaglige samarbejdspartnere. Der vil også være et tæt samarbejde med Familiecentret i Sociale Forhold og Beskæftigelse.
    • I Børneterapien er der ansat over 30 medarbejdere, som tæller både fysioterapeuter, ergoterapeuter, musikterapeuter og socialrådgivere.
    • Læs mere om Børneterapien på aarhus.dk/boerneterapien 

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, 27 51 79 61 

    Christian Budde, rådmand for Sundhed og Omsorg, 61 65 09 43  

    Anders Winnerskjold, rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse, 29 82 53 78