Gå til hovedindhold
Nyheder fra Børn og Unge

Bedre indeklima i moderne lokaler på Skovvangskolen

For at imødekomme det stigende antal elever og behovet for at modernisere klasseværelser, toiletter og fællesarealer, skal Skovvangskolen udbygges og renoveres. Byggeriet sker i respekt for den smukke gamle skole fra 1937 og med fokus på en række klimatiltag.

28. mar. 2022

Indhold

    "Jeg er rigtig tilfreds med, at vi får moderniseret Skovvangskolen og gjort den tidssvarende ift. indeklima og indretning, så rum og pædagogik kan spille bedre sammen, og at vi samtidig kan bevare en smuk og gammel bygning," siger Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge i Aarhus Kommune

    Skovvangskolen har i dag relativt små og i overvejende grad sydvendte undervisningslokaler, som er påvirket af varme, dårlig akustik, luft- og lysforhold. Projektet indebærer bl.a. at arealet pr. elev udvides, og at toiletterne moderniseres. Derudover etableres der nye lokaler til håndværk og design, musik, billedkunst og naturfag samt fælleslokaler mellem undervisning og fritid.

    "Skovvangskolen er en af de skoler, som har størst behov for renovering og forbedringer af indeklimaet. Det er en smuk, men gammel skole fra en tid, hvor man nok tænkte mere i æstetik end i pædagogisk indretning og indeklima. Derfor tror jeg, at byggeriet kommer til at få stor betydning for elevernes læring og trivsel," siger Thomas Medom

    Den samlede anlægsudgift til projektet udgør 120,2 mio. kr. Der ansøges desuden om midler fra klimapuljen til at dække 5 pct. af anlægsbevillingen. Midlerne skal bruges på en række klimaindsatser og -tiltag, heriblandt mere bæredygtige konstruktioner og genbrug af materialer og affald.

    Magistraten har i dag godkendt indstillingen, som forventes at blive behandlet på byrådsmødet onsdag den 6. april 2022.

    Yderligere oplysninger

    Thomas Medom, rådmand for Børn og Unge, tlf. 2751 7961