Gå til hovedindhold

Lokaletilskud

Foreninger der ikke kan få anvist kommunale lokaler har i henhold til folkeoplysningsloven mulighed for at søge om lokaletilskud til leje eller driftsudgifter af egne lokaler eller faciliteter.

Indhold

    Sport & Fritid, Aarhus Kommune, yder kun lokaletilskud til lokaler eller faciliteter hvis foreningen og faciliteten på forhånd er godkendt til lokaletilskud.

    Sport & Fritid kan undlade at imødekomme nye ansøgninger hvis der kan anvises kommunale lokaler til foreningens aktiviteter eller at kommunen ikke har økonomisk råderum indenfor budgettet til lokaletilskud til at godkende nye ansøgninger om lokaletilskud.

    Det er kun foreninger, der er godkendt under Folkeoplysningsloven, som har mulighed for at søge om lokaletilskud. Der kan søges om lokaletilskud til bl.a. husleje, forsikring, el, vand og varme med mere. Tilskuddet kan altså ikke søges til enkeltpersoner.

    Der er en del betingelser der skal være opfyldt for at foreningen kan blive godkendt til at kunne modtage lokaletilskud.

    Læs regler for lokaletilskud

    Ansøgningsskema skal udfyldes og indsendes og der skal vedlægges bl.a. oplysninger om foreningens medlemstal gældende lejekontrakt eller udkast til lejekontrakt, foreningens regnskab og budget.

    Ansøgningsfrist

    Ansøgningsfristerne er 1. april og 1. oktober.

    Foreninger kan kun få lokaletilskud, hvis foreningens ansøgning bliver godkendt.

    Sport & Fritid kan undlade at imødekomme nye ansøgninger, hvis lokalerne ikke opfylder betingelserne for, at der må være foreningsaktiviteter i lokalerne, eller hvis kommunen ikke har økonomisk råderum indenfor budgettet til lokaletilskud.

    Før endelig godkendelse af en ny ansøgning om lokaletilskud, så skal foreningen indsende:

    • underskrevet lejekontrakt
    • ibrugtagningstilladelse / dokumentation for at lokalerne er godkendt til foreningens aktiviteter i henhold til bygningsreglementet

    Der kan kun beregnes lokaletilskud til de udgifter som bliver godkendt. Hvis der sker ændringer i den lejekontrakt der tidligere er blevet godkendt af Sport & Fritid eller der sker væsentlige ændringer i udgiftsniveauet, så skal dette først godkendes i Sport & Fritid før der kan ydes lokaletilskud.

    Der ydes kun lokaletilskud til den del af foreningens medlemmer der er under 25 år.
    Der vil ske reduktion i lokaletilskuddet, hvis foreningens medlemmer over 25 år udgør 10 % eller mere af foreningens samlede medlemstal.

    Aarhus Kommune yder lokaletilskud op til 69 % af de godkendte udgifter, dog maksimum til de timer som foreningen har brugt lokalerne til foreningens aktiviteter.

    Der foretages fradrag hvis foreningen har indtægter ved udlejning af foreningens lokaler.

    Foreninger der modtager lokaletilskud skal hvert år (senest 1. marts) aflægge regnskab for det foregående års udgifter vedr. leje af lokalerne.

    Hvert år skal foreningen - via Foreningsportalen - indsende et afregningsskema med tilhørende bilag og kontoudskrifter som dokumentation for at udgiften er blevet betalt.

    Derudover skal foreningen også aflevere et Tilskudsregnskab som er underskrevet af hele bestyrelsen og foreningens revisorer.

    Sidst opdateret: 9. oktober 2024

    Dokumenter