Myndighedssamarbejde i Ghana
Aarhus Kommune og Aarhus Vand samarbejder med havnebyen Tema, der har store udfordringer med vandforsyningen og utilstrækkelig rensning af spildevandet.

Det overordnede formål med samarbejdet i Tema er at opnå en bæredygtig og helhedsorienteret forvaltning af vandressourcerne samt at gøre byen mere robust over for klimaændringerne. Konkret samarbejder medarbejdere fra Aarhus Kommune og Aarhus Vand med medarbejdere i Tema Metropolitan Assembly, der har ansvar for spildevand og klimatilpasning, og Ghana Water Limited (GWL), der har det nationale ansvar for vandforsyning.
Samarbejdet startede i 2019 med udgangspunkt i havnebyen Tema, men beskæftiger sig også med aktiviteter, der rækker bredere ud, for eksempel engagement med Ghana Water Insitutite.
Drikkevand
I Ghana er der ikke adgang til drikkevand 24-syv, og derfor er indbyggerne blandt andet nødt til at købe vand fra tankbiler eller i plastikposer, der ender som affald i naturen. Vandtabet i Ghana er omkring 48 procent, mens det i Danmark kun er syv til otte procent.
Indsatsen mod vandtab er et vigtigt indsatsområde, og derfor fokuserer samarbejdet blandt andet på lækagesøgning i vandrørene. Dette arbejde startede i Tema med etablering af et pilotområde med vandmålere (District Metered Area).
I pilotområdet er det lykkedes at nedbringe vandtaget med otte procent. På baggrund af erfaringer herfra er der etableret en træningsbane ved Ghana Water Institute, hvor både studerende og medarbejdere lærer at benytte avanceret udstyr til finde huller i vandsystemet og derefter at svejse vandrørene sammen.
Spildevand
Under skybrud bliver kloakkerne overbelastet, og her kommer spildevandet op til overfladen og løber på terræn, hvilket udgør en stor sundhedsrisiko. Hvis man kommer i kontakt med det forurenede vand, kan det være dødbringende for især børn, der risikerer at få diarré eller kolera.
Kloaknettet i Tema er meget slidt, og derfor har medarbejdere fra Aarhus hjulpet med at lave en kortlægning af brønde og nedgangshuller til kloaksystemet. Det kan dog være farligt at kravle ned i mandehullerne, fordi det underjordiske kloaksystem indeholder giftige svovlbrinte, og derfor arbejder man også med at forbedre arbejdsmiljøet.
Et vigtigt indsatsområde er at opkræve tariffer til at finansiere drift og vedligehold af systemerne til spildevand. Digitalisering og anvendelse af GIS er også en stor del af samarbejdet.
Klimatilpasning
Medarbejdere fra Teknik og Miljø samarbejder med Tema Metropolitan Assemby om at lave en samlet kilmatilpasnings- og spildevandsplan (Climate Adaptation and Wastewater Management Plan). Vi planlægger og arbejder på at realisere en blå-grøn infrastruktur til grlæde for både mennesker og miljø.
En blå-grøn struktur med håndtering af regnvand på overfladen er både billigere og mere klimavenligt end etablering af kloakker. Naturbaserede løsninger har et lavt CO2-aftryk, og det er en god måde at tilpasse sig det ændrede klima med mere nedbør og flere ekstreme regnhændelser.
Overordnet bidrager indsatserne til at opfylde flere af FN's verdensmål. Direkte medvirker samarbejdet til opfyldelsen af målet om rent vand og sanitet (mål 6), bæredygtige byer og lokalsamfund (mål 11) og klimaindsats (mål 13). Derudover bidrager samarbejdet også til at afskaffe fattigdom (mål 1) samt målet om sundhed og trivsel (mål 3).
Samarbejdet skaber forbedringer i hverdagen for borgerne ved at løse konkrete udfordringer og opbygge viden og kapacitet i Ghana, og samarbejdet indebærer også et rigt udbytte for Aarhus Kommune på følgende områder:
- Indsigt i globalisering
- Perspektiver og inspiration til egen vandplanlægning
- Medarbejdertilfredshed og trivsel fra inspiration via internationalt samarbejde
- Øget samarbejde med forskning og udvikling i Aarhus
- Mulighed for støtte til den private sektor i og omkring Aarhus samt styrket samarbejde


