Sten i naturen
Sten er på mange måde værdifulde for naturen. Derfor skal vi have dem tilbage ind i området.
Flere sten i fortiden
Engang var store sten en naturlig del af landskabet i Danmark. Men i takt med at man har dyrket mere og mere areal, er det efterhånden ikke mange steder, hvor de store sten har fået lov at blive liggende.
Sten giver varme
En del dyr og planter trives godt med store sten som en del af landskabet. Stenbunker eller -diger har hulrum og huller, som giver levesteder til smådyr og planter. Er stenbunkerne sydvendte og bliver opvarmet af solen, sætter humlebier, firben og andre smådyr og insekter sig på dem, for at få varmen. Mange smådyr og insekter er ektoterme. Det vil sige, at de ikke producerer varme selv, men har brug for varme udefra. Det er derfor, at de sætter sig på lune sten - for at blive varme nok til, at deres krop vil fungere ordentligt.
Sten i naturgenopretning
I dag bruger vi store sten i naturgenopretningen. Vi lægger store sten ud for at skabe et mere varieret landskab, som tilgodeser flere forskellige arter. Nu ved du lidt mere om, hvorfor vi lægger sten ud i landskabet.
I din egen have
Hvis du drømmer om en have, som gavner biodiversiteten, kan du samle en bunke af større sten. Stenene gavner især, hvis de ligger et sted, hvor de bliver ramt af solens stråler.