Gå til hovedindhold

Døde og gamle træer

Flere arter er afhængige af dødt ved, derfor skal vi have gamle træstammer i et nyt naturområde.

  • Læs op

Indhold

    Vigtige veterantræer

    I den frie natur vil der være gamle skadede træer med huller i, hvor dyr kan bo. De gamle træer kalder man veterantræer. I veterantræer vil der være biller i barken, som fuglene kan spise, og forskellige arter af svampe vil leve af- og gro på de gamle træer. En fjerdedel af skovens arter er knyttet til dødt ved og veterantræer, som således udgør et væsentligt element i naturen.

    Gamle træer er en mangelvare

    Da man i mange år har brugt træer til tømmer, har vi ikke så mange gamle træer i Danmark. Få træer har fået lov til at blive så gamle, at der opstår svampeangreb, hulheder og levesteder til gavn for biodiversiteten. Derfor er der i dag mangel på døde træer og levende veterantræer. Levestederne ville komme igen helt af sig selv, hvis vi ikke gjorde noget. Men det vil tage lang tid. Og i den tid vil de dyr, planter og svampe, som er knyttet til dødt ved og veterantræer mangle steder at bo eller finde føde.

    Vi hjælper naturen lidt på vej

    Hvis vi med tiden lægger store træstammer ud i området, så har det et helt konkret og meget aktuelt formål. Vi vil hjælpe naturen på vej, så biller, smådyr, fugle, svampe og mange andre organismer ikke skal vente 100 år på at området får sit første veterantræ og dødt ved.

    I din egen have

    I din egen have: Hvis din have også skal gavne biodiversiteten, så husk det døde ved og de gamle træer. Et gammelt træ er meget værd for naturen, så bevar det, hvis du er så heldig at have et af slagsen. Hvis du ikke kan komme udenom at skulle fælde et gammelt træ, så overvej at lade hele eller dele af træet ligge i din have. Du kan også eksperimentere med ikke at fælde træet helt nede ved foden, men i stedet højere oppe på stammen. Så vil dit gamle træ fortsat være en gevinst for biodiversiteten.

    Sidst opdateret: 20. august 2024