Gå til hovedindhold

Plan for Moesgård Syd

De kulturhistoriske værdier i landskabet er markante i denne del af Fulden-fredningen. Området dækker markerne på begge sider af Samsvejen.

Indhold

    300 hektar ny natur - et løft for fremtidens generationer

    Med projektet 300 hektar ny natur skaber Aarhus Kommune mere plads til naturen. Målet er at fremme biodiversiteten ved at etablere nye levesteder og skabe sammenhængende naturområder.

    Projektet adresserer flere vigtige samfundsudfordringer: Naturen binder CO₂, beskytter grundvandet, forbedrer vandmiljøet ved at mindske kvælstofudledning og styrker både fysisk og mental sundhed.

    En central del er det lokale engagement. Borgerne inddrages aktivt i udvikling og beslutninger, og projektet skal fremme forståelse og dermed ansvaret for naturen.

    Hvad viser planen?

    Planen for Moesgård Syd giver en status på, hvor vi i sommeren 2025 er nået til i arbejdet med udviklingen af ny natur. Den viser det, vi kalder det rekreative lag, som består af de beslutninger, vi har truffet om den rekreative anvendelse baseret på faglig viden og dialog med borgere og interessenter.

    Du kan således se placering af indhegninger, låger, stinet, stammer (alle er endnu ikke er udlagt) til hvil og ophold. Vi har også indlagt placeringen af sten og udsåningsfelter, hvis du er interesseret i at se nærmere på disse områder.

    Moesgård Nord i korte træk

    Denne del af Fulden-fredningen bliver udlagt til græsning i næsten fuldstændig udstrækning. Samsvej vil forsat være farbar for rekreativ brug uden for hegning. Vandet bringes tilbage i landskabet, så lavninger ofte vil stå fulde af vand og andre gange tørre ud. Vi planter ikke træer eller buske på arealet, men de buske, som indfinder sig naturligt, får lov at blive. Prøv for eksempel at se, om du kan finde hjørnet på den vestlige mark, hvor en masse rød-el skyder op. Vi er særligt spændte på, hvordan urtevegetationen vil udvikle sig på den østlige del af arealet, fordi der her, som den eneste af de tidligere bortforpagtede landbrugsarealer, har gået heste. Fremadrettet skal der gå både heste og kvæg på arealerne.

    En del af Moesgaard Have er også blevet indlemmet i indhegningen. Her vil dyrene arbejde på at skabe opbrud i den skarpe overgang mellem skov og eng.

    Lille og Store Viekær er indlemmet fuldt i indhegningen og adgang til området sker gennem lågerne ved læskuret, Samsvej og Bispelundsvej. 

    Naturindholdet vægtes særligt højt, da der er et stort potentiale på de sandede flader. Der er mulighed for adgang langs indhegningen og på tværs af arealerne. Se kortet øverst.

    På grund af fredningsbestemmelserne kan vi ikke rejse skov eller på anden måde plante på dette areal, men 
    vi vil fremhæve en del af de eksisterende store træer i området. Buske og anden lav beplantning kan med tiden etablere sig naturligt.

    På arealet går der Skotsk Højlandskvæg. Ansvaret for dyrene varetages af Moesgaard Museum. Dyrene har adgang til læskur, vand og tørt strøelse. Der er adgang via 5 klaplåger. Vi fraråder, at du medbringer hund i indhegningen. Afgræsningen er som udgangspunkt ekstensiv helårsgræsning uden tilskudsfodring. Dog med mulighed for at supplere med hø i begrænsede perioder af vinterhalvåret. 

    Der er mulighed for at gå, løbe og ride i kanten af det indhegnede areal. Via 5 klaplåger er der mulighed for at gå og ride inde i indhegningen. Hund skal altid føres i snor og vi fraråder helt at medbringe hund i indhegninger med græssende dyr. Se mere om adfærd blandt græssende dyr på skilte ved alle klaplåger.

    Der er mulighed for at bruge eksisterende P-plads ved Moesgård Allé, som tilhører Moesgaard Museum.

    Hvad mangler? Status pr. 1. juli 2025

    Piktogrampæle med guide til henholdsvis gående og ridende. Skiltning om natur- og kulturhistoriske værdier. Afsluttende arbejde med vandhuller. Assisteret frøspredning på harvede felter.

    Sidst opdateret: 17. juni 2025