Gå til hovedindhold

Plan for Giber Skov

Det nye naturområde syd for Vilhelmsborg bliver med tiden en mosaik af plantet skov, selvgroet skov, vådområder og enge med græssende dyr.

Indhold

    Mere plads til naturen 

    Aarhus Kommune har skabt mere plads til naturen – til gavn for biodiversitet, klima, grundvand og mennesker. Tidligere landbrugsjorde er gradvist omdannet til sammenhængende områder, hvor naturen får bedre vilkår for at udfolde sig. 

    Transformationen fra landbrugsland til ny natur tager afsæt i landskabets egne potentialer, hvor terræn, vandets naturlige bevægelser, områdets geologi og samspillet med randzoner danner grundlag for en mere sammenhængende og robust natur.  

    Borgernes viden, ønsker og engagement har været en vigtig del af udviklingen og vil fortsat være med til at præge områdets fremtid.

    Hvad viser planen? 

    Planen for Giber Skov viser de løsninger, der er etableret på baggrund af faglig viden og dialog med borgere og interessenter. 

    Du kan således se placering af stier, kommende shelter, skovøer, vandløb og -huller samt opholdsmuligheder. Da udviklingen af området foregår stille og roligt, har vi endnu til gode at placere stammer til hvil og naturlig nedbrydelse. Vi har med udgangspunkt i borgermødet i november 2024 fokus på at skabe rum i naturen til stilhed og nærvær, som læner sig rigtig godt ind i det større borgerønske om plads og ro til naturen på et overordnede niveau.

    Giber Skov i korte træk 

    Det nye naturområde syd for Vilhelmsborg bliver med tiden en mosaik af plantet skov, selvgroet skov, vandhuller og enge med græssende dyr. Området bliver flettet sammen med lange kig gennem busk- og skovlandskabet, som sikrer, at udsynet til det kuperede landskab og de kulturhistoriske træk bliver bevaret for eftertiden. Her bliver både midlertidige hegn, der skal beskytte nyplantet skov og permanente hegn til græssende dyr, som hjælper med at pleje engene og holde dele af området lysåbent. Med tiden vil vi løbende udvide og tilpasse indhegningen. Dette muliggøres af nye løsninger som virtuelt hegn, hvor vi kan rykke på hegnslinjen i et tempo, så dyr og kommende natur hele tiden kan følge med.  

    Visionen er at overlade større dele af området til naturlig tilgroning frem for udelukkende at planlægge traditionel skovrejsning med lysninger og fortætninger.  

    I samarbejde med landskabsarkitekt Nané Køllgaard Pedersen har der været et stort fokus på at få stenene tilbage i landskabet. 

    Den største landskabelige forandring kommer ikke i kraft af skovplantning de første par år, men med udlægning af en helt ny ådal fra det sydvestlige hjørne og ned mod Giber Å. Vandet på overfladen vil få afgørende betydning for den natur, som vil indfinde sig i området.  

    Vi planlægger at rejse skov på cirka halvdelen af det store areal. Den sydligste tredjedel af projektarealet langs Giber Ringvej kommer primært til at bestå af ny skov. En del plantes, imens den anden del får lov at springe i skov på naturlig vis. Resten af arealet bliver mere lysåbent med mindre plantninger kombineret med holme af træer samt selvtilgroning.

    Den lysåbne del af Giber Skov kommer primært til at ligge i den nordlige tredjedel langs Letbanen. Det er vigtigt, at disse naturtyper holdes lysåbne for at udvikle og opretholde god naturkvalitet og samtidig sikre, at det åbne vandspejl kan opleves. Derfor udsættes kvæg, der kan afgræsse især bredderne af de nye søer, så de ikke gror til i høje urter som fx rødel og pil. Hidtil har området omkring de eksisterende vandhuller mod øst været sommerafgræsset af heste fra Vilhelmsborg. Det kan være en mulighed at fortsætte denne aktivitet. 

    Som noget nyt prøver vi at arbejde med virtuelt hegn for køerne i tæt samarbejde med dyreholder. Der vil være opsat skiltning for vejledning i området, så brugere altid kan være orienteret om, hvorvidt de er inden for eller uden for områder med græssende dyr.

    Vandet er kommet tilbage i terræn i slyngende vandløb samt mindre paddevandhuller flere steder. Der er åbnet for dræn og etableret en række større søflader i de øst-vestgående lavninger langs Letbanen. Den store sø, som vi på nuværende tidspunkt kalder for Giber Engsø, breder sig over et 3 hektar stort område, hvor der allerede er observeret mange fugle.  

    Derudover etableres mindre padde-vandhuller i lavningerne, hvor det er muligt. 

    Der er etableret en 2,5 meter bred hovedsti i periferien af området. Den kommende skovplantning og øget naturindhold vil tilføre området en bred vifte af oplevelser, som små trampestier vil give adgang til. I samarbejdet med lokalområdets brugere skal der arbejdes videre med de rekreative muligheder, så der bliver skabt sammenhæng til det øvrige stinet. 

    Der er mulighed for at gå inde i indhegningen. Hund skal altid føres i snor af hensyn til de vilde dyr og jordrugende fugle.

    Der kan parkeres på Vilhelmsborgs P-pladser langs Letbanen. Derudover kan man fra Bedervej køre ind i området ad den nye kørevej og parkere centralt i området ved Lindeporten og den runde læbænk, som er doneret af Northside.

    Hvad mangler? Status pr. 1. juli 2026

    Skiltning om natur- og kulturhistoriske værdier. Udlægning af stammer til hvil. Udbud af skovrejsning. Rejsning af skov. Afklaring af mulighed for tunnel under letbanen. 

    Sidst opdateret: 11. august 2026